Selv om Randers FC fik 1-1 mod storklubben Galatasaray, er tyrkerne nu endnu større favoritter til at nå Europa Leagues gruppespil.
Det mener cheftræner Thomas Thomasberg efter torsdagens første playoffopgør i kvalifikationen.
– Hvis Galatasaray var favoritter før det her opgør, så har det ikke ændret sig. Jeg synes faktisk, at vi er mere undertippede nu efter det her resultat.
– Vi skal bare tage derned og forhåbentlig levere overraskelsen. Jeg synes allerede, at vi overraskede i første kamp, og jeg havde faktisk også en fornemmelse af, at Galatasaray ikke tog den første kamp 100 procent seriøst, siger Thomasberg.
Han mener, at hvis randrusianerne skal have et resultat med hjem til Danmark, skal der ikke bare forsvares i Tyrkiet, men også angribes.
– Vi skal bruge nogle af de samme ting som fra den første kamp. For hvis vi tager derned og bare forsvarer, så dør vi i kampen.
– Det gør vi måske alligevel, men vi håber, vi kan tage derned og udfordre lidt, for der vil stadig komme fejl fra deres spillere.
– Gør vi det rigtigt, så er jeg helt sikker på, at vi nok skal få vores chancer, mener han.
Returopgøret spilles torsdag 20.00 dansk tid. Lykkes det ikke Randers at overraske og spille sig i Europa League-gruppespillet, skal holdet i stedet spille med i Conference Leagues gruppespil.
/ritzau/