Olivias Venner er en teatergruppe, der i år kan fejre deres 10-års jubilæum på Randers Teater, med forestillingen ”Kropsfortællinger” tirsdag og onsdag 17. og 18. august
Teatergruppens lokale medlemmer er alle i alderen midt 60´erne til slut 70´erne. I forestillingen ”Kropsfortællinger” medvirker 11 af teatergruppens medlemmer samt to unge gæstespillere fra Randers Teaters Talentskole.
Forestillingens tekst blev udviklet via mailkorrespondance og telefonsamtaler i foråret 2021, for da corona-pandemien satte en stopper for fysiske prøver i en teatersal, så blev aftalen at Lilje Windbirk og alle på holdet havde ugentlige dialoger om forestillingens tema.
Alle delte generøst af de mange historier, som deres kroppe husker og bærer præg af. Alt det skønne. Alt det slidsomme. Alt det frække. Alt det sorgfulde.
Ud af dette fælles materiale om kroppens erindring, skrev Lilje Windbirk forestillingen, ”Kropsfortællinger”. Lilje Windbirk fortæller:
”Det har været en sjov, rørende og meningsfuld prøveperiode på 3 intense uger med fokus på det hylster vi alle bærer vores sind i – kroppen. Hvis vi er heldige, så vil vi jo alle opleve at vores krop ældes. Det gør måske mere ondt, gigten bider og hørelsen kan svigte. Men stadig er der jo masser af vidunderligt liv i kroppen, som intet har med rynker og pigmentforandringer at gøre”.
På Randers Teater har man i 10 år en gang i hver sæson produceret en teaterforestilling med Olivias Venner og denne gang bliver bestemt ikke den sidste. Souschef på Randers Teater, Tine Eibye, siger entydigt:
”Olivias Venner er en del af teatret. De fylder vores hus med liv og glade dage, når de laver forestilling og vi ansætter altid en stærk teaterprofil til at instruere holdet. Ligesom hele teatrets tekniske team bakker op, med lys, lyd og regi. Alt hvad vi gør, skal vi gøre fuldt ud, så er det sjovest for alle.”
Forestillingen ”Kropsfortællinger” varer ca. 45 minutter og alle er inviterede.
Forestillingen, der er skrevet og instrueret af dramatiker og instruktør Lilje Windbirk, præsenteres for publikum tirsdag 17. og onsdag 18. august kl. 19. Alle er velkomne og gratis billetter bookes på Randers Teaters hjemmeside.