I avisen kan man med glæde læse en artikel med overskriften ”200 små nye randersborgere”. Det er en super god nyhed, at der fødes flere børn i Randers og at der flytter en del familier med små børn til Randers. Nogle falder bort og nye kommer til, det er hele essensen i at drive den ”butik” der kaldes en kommune. I spidsen for en kommune sidder kommunalbestyrelsen (byrådet). Vores arbejde kan delvis læses i hvordan det går med befolkningstilvæksten – om det går op eller ned.
Efter nogle år med faldende befolkningstal, er det igen begyndt at gå op i Randers. Det er der helt bestemt en række årsager til. Jeg vil uden at sætte mit lys under en skæppe påstå, at godt politisk budgetarbejde er én af de vigtige årsager. Det er i de årlige budgetter (man kan sammenligne med en privat husholdnings-økonomi) at vi politikere prioriterer alle kommunens skattekroner. Hvem, hvad og hvor skal have eller ikke have.
Jeg og Konservative i Randers vil gerne takke Soc., SF og RV for budgetsamarbejdet de seneste år. Vi giver og tager hver især i forhandlingerne de 4 partier imellem, til mange vælgeres samlede gavn.
Daniel Madié
Spidskandidat for Konservative i Randers
Medlem af Randers Byråd