I sidste uge fejrede en lille gruppe mennesker 75-året for Danmarks befrielse ved at gå en tur i Randers City iført kostumer fra forskellige historiske perioder, og ifølge arrangøren bliver det sandsynligvis en tilbagevendende begivenhed
Gåturen blev arrangeret gennem facebookgruppen ”Gå en tur i dit historiske kostume – støt kulturen”. Initiativtager til facebookgruppen er Anette Okkerholm Jensen, som også var med på gåturen i Randers. Formålet med facebookgruppen er, at folk som normalt samles i weekender rundt om i landet iført kostumer og desværre ikke kan gøre dette for tiden på grund af covid 19-problemet, nu kan mødes på facebook i mangel af bedre.
”Vi mangler sammenholdet, fællesskabet og hyggen ved at mødes fysisk til forskellige arrangementer,” siger Anette Okkerholm Jensen, som bruger meget tid på vikingemarkeder og andre vikingetræf. Hun forklarer videre:
”Vi lever i en tid lige nu, hvor vi desværre ikke kan mødes og lave historiske events og arrangementer. Det påvirker mange – museer, attraktioner og personer, der lever af at lave levende formidling. Dette vil jeg gerne sætte lidt fokus på, og derfor inviterede jeg i sidste uge på en lille historisk spadseretur – sammen, men hver for sig, der hvor vi nu befandt os. Samtidig skader det jo ikke at få luftet klæderne – der desværre nok ikke får meget luft resten af sæsonen. Dagen blev mandag, da vi så også kunne fejre Danmarks befrielse og vise de historiske dragter frem på denne historiske dag.”
Håndlavede og autentiske kostumer
Udover Anette selv havde fire andre meldt sig til gåturen – alle i de fineste autentiske kostumer.
Anette var viking med uld-underkjole og uld-selekjole over med smykke-anordning samt lædersko og en Birka uld-frakke. Ilene Boe og hendes syvårige datter Saga Boe gik som festlige udgaver af stilen Pin Up modeller fra 40´erne og 50’erne. Kenn Lassen gik også som viking i det pæneste skrud: et uld-sæt med benvinklere og lædersko samt lidt udsmykning. For Thorbjørn Sølver Lange, som bor i Randers, var der flere forskellige kostumer at vælge mellem, da han er indehaver af eventfirmaet Kulturingeniøren, som blandt andet tager rundt i landet til vikingemarkeder, middelaldermarkeder og lignende reenactment af forskellige tidsperioder fra cirka år 900-1900. Denne dag havde han valgt en dansk soldateruniform anno slut 1800 – start 1900, en uniform han har købt i en antikhandel i Hillerød. Ifølge renserimærke har uniformen tilhørt en fændrik i Aarhus. Thorbjørn Sølver Lange var desuden bevæbnet med en antik paladsk fra 1800-tallet og en replika af gardernes pistol anno 1848, som de blev lavet på Kronborg geværfabrik Hammermøllen i Hellebæk.
Positive reaktioner
Gruppen mødtes iført kostumer på P-pladsen ved Radio ABC og gik over den blå bro. Herefter gik de rundt i midtbyen og på Rådhustorvet, og turen sluttede ved Randers Streetfood. En tur på næsten to timer. Især på Rådhustorvet mødte de flere folk, som interesseret spurgte ind til kostumerne, og deltagerne i gruppen forklarede hellere end gerne, hvorfor de var iklædt kostumer, og hvad idéen med turen var.
”Alle de folk, vi mødte, var utrolig søde og nysgerrige, så det var en meget positiv oplevelse for os alle,” forklarer Anette Okkerholm Jensen og fortsætter:
”Det var jo første gang, at vi prøvede at gå rundt i bybilledet med vores kostumer på, men vi vil meget gerne gøre det igen – enten her i Randers eller en anden by.”
Hvis man har lyst til at gå med på en lignende tur, kan man læse mere på facebooksiden, hvor der løbende kommer opslag om flere ture.