Stefan Julian, der til dagligt er studievært på Radio ABC, er lige nu fanget i Peru, der er et land i undtagelsestilstand. En situation der har sat en brat stopper for to måneders rundrejse i Sydamerika
”Egentlig er jeg tryg og rolig, men jeg vil gerne hjem nu”, siger han til Din Avis.
Status lige nu er, at landet er i undtagelsestilstand, og han sidder låst inde sit hostel.
”Her sidder jeg sammen med 99 andre turister fra hele verdenen. Jeg savner Danmark efter to måneder hernede – et ophold jeg nu ufrivilligt får forlænget”, fortæller han.
Og hvordan er så situationen med at komme hjem til Danmark, nu hele verden er gået i stå:
”Jeg er, sammen med den gruppe jeg rejser med, i dialog med både Udenrigsministeriet og rejseselskabet om mulighederne for at komme hjem. Men udsigterne er ikke gode lige nu, så jeg prøver at holde hovedet højt, selvom der godt kan gå mange dage, før jeg rammer dansk jord.
Ifølge råd fra Udenrigsministeriet skal de forholde sig rolige og afvente situationen, til der kommer en mulighed for at komme hjem.
Det var søndag aften, at man i Peru besluttede sig for at lukke landet ned.
”Lige nu må vi kun forlade hostel for at købe mad, gå på apoteket eller hæve penge. Der er politi over alt i byen, som er tom for mennesker”, fortæller en rolig men utålmodig radiovært.
Udenrigsministeriet har oprettet en særlig Sydamerika Task Force, som danskere i Sydamerika og pårørende herhjemme kan henvende sig til på 33 92 13 45.