Mange patienter i Region Midtjylland vil snart modtage besked om deres kommende aftaler på Aarhus Universitetshospital.
Supersygehuset i Skejby gik i går i gang med at udsætte undersøgelser og behandlinger fire uger frem, oplyser Region Midtjylland.
Det sker som følge af coronasituationen, og det nye lovgivningsmæssige grundlag, der gør det muligt at udsætte ikke-livstruende samt ikke-førlighedstruende undersøgelser og behandlinger.
– Vi beklager. Men vi er i en situation grundet covid-19, hvor vi skal tage os af de allermest syge i vores samfund, og derfor bliver vi nødt til at prioritere, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen.