I Region Midtjylland er Projekt Akut hjælp til sårbare borgere (Sociolancen) blevet nedlagt.
I den forbindelse har regionsrådet ønsket, at der i samarbejde med kommunerne etableres en indsats i forhold til sårbare borgere med sociale problemstillinger. Og nu er en samarbejdsaftale klar.
Samarbejdet indebærer, at Præhospitalet tager kontakt til en borgers bopælskommune, hvis borgeren gentagne gange ringer 1-1-2 med sociale problemstillinger. Kommunen vil så tage kontakt til borgeren og sammen vil man klarlægge, hvilket tilbud der kan hjælpe borgeren.
Aftalen skal nu til godkendelse i de 19 kommuner i Region Midtjylland.