Esther, Magnus, Victoria og Silke fra 2. A på Langå Skole deltager i den landsdækkende kampagne “Alle Børn Cykler”, der ruller i september måned på skoler i hele Danmark.
Langå Skole har tilmeldt alle klasser til motionskampagnen, og skolen vil inddrage cyklen i flere fag i kampagneperioden
“Det bliver sjovt at være med i kampagnen og cykle sammen med alle mine venner til skole,” siger Silke fra 2. A på Langå Skole.
Hun kan ligesom sine klassekammerater se frem til nogle anderledes undervisningstimer i september måned:
“Cyklen er et fremragende middel til at gøre undervisningen på skolen aktiv, spændende og vedkommende. Derfor er det oplagt at udregne bremselængder, lave matematik- og danskopgaver på cykel og lære om trafikregler i idrætstimerne, når mange elever kommer på to hjul til skole i september,” siger Majken Vestergaard, færdselskontaktlærer på Langå Skole.
Cykling øger elevers selvstændighed.
Skolen har deltaget i kampagnen i mange år og ser frem til, at kampagnen vil få endnu flere elever til at springe på cyklerne:
“Kampagnen lokker hvert år stadig flere elever i sadlen, og det er positivt. Elever, der cykler til skole, bliver mere selvstændige. De behøver ikke vente på at blive hentet efter skole af deres forældre. De kan selv cykle med vennerne hjem efter skole eller cykle til fritidsaktiviteter. Det giver eleverne stor frihed og lærer dem at blive selvstændige,” siger Majken Vestergaard.
Fakta om kampagnen Alle Børn Cykler
Alle Børn Cykler er en børnemotionskampagne for alle skoleelever, der ruller fra 2.-15. september. Formålet er at få så mange børn som muligt til at cykle mere. Kampagnen får hvert år over 100.000 skoleelever i hele Danmark op på cyklerne. Den arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden. Randers Cykelby støtter kampagnen ved at uddele lokale præmier. Man kan læse mere om kampagnen på www.abc-abc.dk