På Museum Østjylland har den aktuelle særudstilling Modstand i sommeren trukket fulde huse, og nu gæster også forfatter Niels Gyrsting Kulturhuset torsdag 5. september, hvor han fortæller om modstandsmanden Jens Stenz fra Hvidstengruppen

I forbindelse med særudstillingen Modstand har Museum Østjylland i efteråret arrangeret en foredragsrække. Sommeren igennem har tilrettelægger af særudstillingen Niels-Birger Danielsen haft flere udsolgte omvisninger, og nu suppleres han af fem foredragsholdere.

Først i rækken er Niels Gyrsting med et foredrag torsdag 5. september klokken 18.30-20.30. Han er forfatter til bogen Hvidsten Gruppen, hvori frihedskæmper Jens Stenz fortæller sine erindringer. Både bogen og foredraget er en unik mulighed for at komme helt tæt på Jens Stenz’ egen fortælling, som han har gengivet den til Niels Gyrsting.

Jens Stenz deltog i Hvidstengruppens modtagelse af våben og faldskærmsfolk, der blev kastet ned fra allierede bombefly. De fleste medlemmer af Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944, også Jens Stenz.
De arresterede blev dømt ved den tyske krigsret i København. Otte medlemmer af gruppen blev henrettet af tyskerne i Ryvangen den 29. juni 1944, og blandt andre Jens Stenz blev idømt livsvarigt tugthusophold i Tyskland. Han blev sendt til det tyske fængsel Dreibergen, hvorfra han i april 1945 kom til Sverige med De Hvide Busser.

 

Den historie skulle skrives
Dagens foredragsholder Niels Gyrsting er amatørhistoriker men har haft sit arbejdsliv i SKAT, hvor han er specialkonsulent. Niels Gyrsting er ”besat” af besættelsen og gennem mange år engageret i en lang række foreninger med relation til besættelsestiden.
Det var som kollega i Toldvæsenet, at Niels Gyrsting mødte Jens Stenz. De blev enige om, at Jens Stenz’ historie skulle skrives. Det blev til mange samtaler, der mundede ud i en bog, der udkom i 2008, Hvidsten Gruppen, hvor Jens Stenz fortæller om gruppens våbenmodtagelser, arrestation og henrettelse. Man kan også læse om hans ophold i det tyske fængsel, Dreibergen.
Jens Stenz døde i 2009.

Billetter til foredraget med Niels Gyrsting kan købes på museumoj.dk under ”Kalender”.