Foreningen YogaRanders gentager de tre foregående års succes og afholder yogafestival fra fredag 30. august til søndag 1. september. Igen i år med et program, der viser yogaens bredde og dybde

 

Som sidste år er fredag en ganske særlig optakt til selve festivalen. I år har man valgt at tilbyde hele to masterclasses med to yogapersonligheder, der hører til blandt de bedste i Danmark.

Om eftermiddagen er der besøg af Birgitte Gorm Hansen fra København. Karakteristisk for hendes undervisning i Open Flow Yoga er, at den er sansebaseret, så man bliver mere inspireret til at mærke kroppen end til at mestre den perfekte yogastilling.

Fredag aftens masterclass skulle have været med Sarath Chandra, der er en af Danmarks mest erfarne undervisere. Desværre har der ikke været stor nok tilslutning til denne masterclass, som derfor er aflyst.

 

32 events på 2 dage

Fra lørdag morgen til søndag eftermiddag går det så løs med 32 inspirerende events med yoga og foredrag. Efter en fælles åbning af festivalen vil der være events i fire sale. Blandt de mange events er Vinyasa Yoga, Yin Yoga, traditionel tantra yoga, meditativ yoga, hensyntagende yoga, jivamukti yoga og som noget nyt SUP-yoga i Randers Fjord ved Randers Sejlklub.

Lørdag vil der som noget nyt være en koncert midt på dagen med gruppen Heart of Devotion. Publikum er en aktiv del af koncerten, hvor alle chanter mantraer sammen. Det handler ikke om at synge godt men om at komme ind i hjertets stille rum og bare være. Søndag tager Lisa Errebo over for Lise Pilgaard og vil afslutte festivalen med en fantastisk gongmeditation.

Som sidste år kan man via YogaRanders’ hjemmeside købe en partoutbillet til hele festivalen eller billet til blot en af dagene. Det er også muligt at købe billet blot til koncerten lørdag. Derudover betaler man særskilt for masterclassen fredag.

Randers Yoga Festival er kendt for at være en hyggelig festival og hos YogaRanders ser man frem til at tage imod de mange yogaudøvere og undervisere. Igen i år finder festivalen sted i Remisen og FOF’s lokaler på J.V. Martins plads.

Man kan købe billetter via YogaRanders hjemmesiden frem til midnat torsdag 29. august. Herefter kan man købe partoutbillet eller billet til blot lørdag eller søndag i døren