Vidste du, at Randers i 1943 var våbenopbevaringssted for modstandsbevægelsen i hele Danmark? Det kan du høre mere om tirsdag 2. juli og onsdag 3. juli, når der er rundvisning i udstillingen “Modstand”

 

Historiker Niels-Birger Danielsen guider  med på rundvisning i den nyåbnede særudstilling på Museum Østjylland, hvor han dykker ned i historierne om besættelsestidens illegale og farlige arbejde.

 

Max. 25 personer

Hør om Hvidstengruppen, våbendepoter, sprængstofforsyninger og meget andet fra 2.verdenskrig, når Niels-Birger Danielsen, der er tilrettelægger af Modstand, viser rundt og fortæller. Omvisningerne i den stemningsfulde særudstilling byder også på historierne om, hvordan modstandsfolkene fik våben og sprængstof fra nedkastningsstedet ved Mustard Point nord for Randers fordelt til sabotager rundt i Østjylland.

”Randers havde i en periode en helt central position for store dele af den danske modstandsbevægelse. Det betød også, at mange mennesker i Randers-området betalte en høj pris for de idealer, de troede på. Medlemmer af Hvidstengruppen og en del andre måtte lade livet, mens andre tilbragte år af deres liv i tysk fangenskab og fik ar på sjælen for livet, ” fortæller Niels-Birger Danielsen.

”Det er vigtigt ikke at glemme modstandsfolkenes historie, for de har også et budskab om kamp for frihed til os i dag. ”

 

Hvidstengruppen og modstand i hele Danmark
På rundvisningen fortælles historien om den landskendte Hvidstengruppe. Gruppen var den første danske gruppe, som modtog nedkastede våben og ikke mindst professionelt plastisk sprængstof fra britiske fly.
Niels-Birger Danielsen vil undervejs gennem udstillingen trække tråde fra Hvidstengruppen til modstandsbevægelsen og sabotagehandlinger i både Randers og resten af landet.

 

Besættelsestidshistoriker fra Randers
Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker med speciale i besættelsestidshistorie og har lavet det faglige indhold til udstillingen Modstand. Han er opvokset i Randers og har de senere år skrevet på historien om den danske modstandsbevægelse. Foreløbig er de to første bind i serien udkommet. Bind tre er planlagt til at udkomme 29. august i år.
Rundvisningerne i særudstillingen Modstand er derfor også en god mulighed for at møde en af de største kapaciteter på den danske besættelsestidshistorie og eventuelt stille spørgsmål.

 

Omvisninger i særudstillingen Modstand tirsdag 2. juli kl. 15 – 16.30 og kl. 19 – 20.30 og onsdag 3. juli kl. 11 – 12.30 og kl. 19 – 20.30 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet kan købes på musemoj.dk under ”Program”.