Når Gudenåen svømmer over, påvirker det mange langs Danmarks længste vandløb. Det vil ske oftere i fremtiden på grund af større mængder regnvand. Det drøfter komitéen når de mødes på fredag 21. juni på Værket

 

I løbet af cirka 30 år vil der løbe 10–15 procent mere vand i Gudenåen end i dag. Et EU-projekt, Coast to Coast Climate Challenge, har skabt et nyt modelværktøj, som ruster kommuner og borgere til bedre at håndtere klimaudfordringerne og de stigende vandmængder langs åen. Nu præsenteres modelværktøjet for første gang, når Gudenåkomitéen holder temamøde om klimatilpasning i Gudenådalen.

Værktøjet forudser, hvad der sker, hvis for eksempel Gudenåen bliver gravet dybere, grøden bliver skåret oftere eller andre tiltag, som ændrer på forholdene i Gudenåen. Det kan hjælpe kommunerne omkring Gudenåen med at vurdere hvilke tiltag, der skal sættes i værk, for at Gudenåen kan rumme de stigende vandmængder, samt i hvilke områder, man kan bygge boliger i fremtiden.

 

Temadag om de stigende vandmængder

Det nye værktøj præsenteres på en temadag 21. juni, hvor politikere fra kommuner og regioner mødes med repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskeforbund, vandløbslaug, landbrug og andre interessenter for at diskutere de stigende vandmængder i Gudenåen og ikke mindst bud på løsninger.

På temadagen vil de næsten 100 deltagere få oplæg med forskellige holdninger og syn på de kommende klimaudfordringer. Temadagen foregår på Værket i Randers fra kl. 10.00 – 15.00

 

Advare mod oversvømmelser

Det nye værktøj kan via en hjemmeside også varsle, hvornår oversvømmelserne sker langs hele Gudenåen, så brugere af åen og jorden omkring den, kan holde sig orienteret med vandstanden i den nærmeste fremtid. Det kan hjælpe landmænd, lodsejere, fiskere og andre brugere af åen og jorden omkring den.

Det er Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som står bag værktøjet, og den er lavet for Gudenåkommunerne og Skanderborg Forsyning.

 

 

Fakta om Gudenåkomitéen

– Gudenåkomitéen er et frivilligt, tværkommunalt politisk samarbejde med fokus på Gudenåens benyttelse og beskyttelse.

– Gudenåkomitéen rådgiver kommunerne, som ligger langs Gudenåen, om beskyttelse og benyttelse af åen.

– I Gudenåkomitéen sidder én politiker fra hver kommune langs Gudenåen. Det er Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers Kommune.

– Samarbejdet omkring Gudenåen udsprang af en undersøgelse omkring Gudenåens tilstand og har mere end 40 år på bagen i forskellig udformning – den nuværende konstellation har kørt siden kommunalreformen i 2007.