En cykeltur langs Gudenåen gør det muligt at opleve den storladne natur og det alsidige kulturlandskab, der omgiver Gudenåen. Nu er der kommet en ny guide

 

Gudenåen er Danmarks længste å på over 150 km fra kilderne i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord. Gudenåens kilder udspringer på den jyske højderyg få hundrede meter fra

Skjerns åens kilder.

Fra udspringet falder vandet lidt over 70 meter, inden det når Randers Fjord ved havets overflade. Undervejs bliver åen større og større som følge af mange tilløb fra det forgrenede vandløbssystem. Faldet er størst på den øvre strækning fra kilderne til Mossø. Når vandet løber ud i Mossø, har det gennemløbet en snoet strækning på lidt over 50 km, og vandspejlet er allerede faldet ca. 50 meter.

Fra udløbet i Mossø forbinder Gudenåen Søhøjlandets store søer, der gennemstrømmes som perler på en snor mellem Danmarks højeste terrænpunkter og de skovklædte skrænter.

Nord for Silkeborg bliver Gudenådalen igen smallere, og åen antager karakter som en vandrig og jævnt strømmende flod, der ved Randers i gennemsnit sender ca. 35 m3 ferskvand ud i den salte fjord pr sekund.

Med sidevandløb afvander Gudenåen rundt regnet 2.500 km2 kuperet landskab, hvilket svarer ca. en tiendedel af Jylland. Menneskene vandrede ind i Jylland via bl.a. Gudenåen som jægere og samlere i den ældste stenalder for ca. 12.000 år siden. Da var isen afsmeltet efter den sidste istid.

Fra bondestenalderen begyndte man at opdyrke de lette jorder og senere, da landbrugsredskaberne var blevet mere effektive, kunne også de tungere jorder tages under plov.

Der opstod landsbyer, som blev organiseret i sogne omkring kirker.

Det velorganiserede samfundssystem udviklede sig over tid med købstæder, vejbyer og stationsbyer, og infrastrukturen blev udbygget med pramfart på Gudenåen, landeveje, broer og jernbaner.

Åen har siden de første mennesker vandrede ind været anvendt til transport og fiskeri, og siden middelalderen har kræfterne i det strømmende vand været udnyttet til vandmøller og senere til kraftværker med produktion af elektrisk strøm.