Hobro IK skal sikre overlevelse i Superligaen med de midler, klubben har til rådighed i dag.
Sportschef Jens Hammer Sørensen vil udelukkende bruge januars transfervindue til at hente forstærkninger, hvis nogle af klubbens nuværende spillere bliver solgt.
– Vi håber og tror på, at den trup, vi har nu, er nok til at klare en ny sæson i Superligaen, siger sportschefen.
Sportschefen vil ikke udelukke, at der vil være interesse for Hobro-spillere. Men klubben skal have spillere ind, før der bliver solgt.