Da udviklingsminister Ulla Tørnæs for nylig besøgte Phoenix Design Aid A/S i Randers, var det med Randersambassadør og CEO Dennis Lundø Nielsen som vært
Mødet handlede om virksomhedens arbejde med bæredygtighed, kvalitet og udvikling, og samtidig fortaltes historien om, hvordan en randrusiansk SMV med en helt særlig forretningsmodel har fået succes med at eksportere til FN globalt – en historie, udviklingsministeren selv havde udtrykt ønske om at høre i håb om at hente inspiration og viden til arbejdet med at få flere danske virksomheder til at byde ind på FN-opgaver.
Dyb respekt fra inspireret minister
Ministeren blev bedt om at sætte ord på det mest fascinerende ved virksomheden og svarede kort: ”Det hele”, før hun begrundede yderligere ”man kan ikke andet end have dyb respekt for det arbejde, de gør. Dels er det jo mangeartede produkter, de leverer til de forskellige organisationer, og så er der tale om produkter i meget høj kvalitet.” Ulla Tørnæs fortsatte:
”Samtidig lægges der jo i alt, hvad man gør, vægt på bæredygtighed, social ansvarlighed og klimavenlighed. Jeg er dybt imponeret over, hvor gennemtænkt hver eneste detalje i kæden er fra idé over udvikling til færdigt produkt. Det er meget inspirerende, og jeg håber, jeg kan bringe inspirationen herfra med ud til andre virksomheder.”
Tanken fra Phoenix Design Aid var netop også at inspirere ved at forklare, hvordan virksomheden har opnået succes med sin forretningsmodel, der, ud over at levere grafiske løsninger, også skaber lokale arbejdspladser og spreder dansk know-how. Netop at drive virksomheden fra sin egen lokale hjemmebane i Randers lægger CEO Dennis Lundø Nielsen meget nært i kraft af rollen som Randersambassadør, og han glæder sig over besøget:
”Jeg er utrolig stolt over, at udviklingsministeren havde lyst til at komme på besøg hos os i Randers. Det betyder også meget for mig at sætte Randers på verdenskortet som et sted, hvor international virksomhedsdrift og eksport er muligt,” siger han.
Fingeren på pulsen og konstant udvikling
Phoenix Design Aid A/S er en international design- og kommunikationsvirksomhed med ekspertise i grafisk design og digitale løsninger. Med hovedsæde i Randers og globalt placerede datterselskaber og kontorer i hhv. Nairobi, Panama, New York, København, Ankara, Beirut og Geneve lægger virksomheden særlig vægt på at servicere internationale og mellemstatslige organisationer, herunder FN og EU-agenturer, NGO’er og offentlige myndigheder. Samtlige projekter udføres i overensstemmelse med internationalt anerkendte principper for samfundsansvar og FN-krav, samtidig med, at der arbejdes for at reducere den miljømæssige påvirkning og udbrede kendskab til bæredygtighed og FNs 17 verdensmål.
I kommunikationsbranchen ændres kundernes behov konstant, og derfor har Phoenix Design Aid et naturligt fokus på udvikling. Der er sket en kæmpe forandring i virksomhedens produktportefølje fra grundlæggelsen i 1998, hvor der primært blev solgt print- og tryksager til i dag, hvor kunderne i højere grad efterspørger digitale løsninger såsom hjemmesider og apps. Denne markedstransformation illustrerede Phoenix Design Aid under besøget ved hjælp af en fysisk tidslinje, hvis røde tråd var fokus på miljø, kvalitet, samfundsansvar og bæredygtighed.