Julen starter for alvor på fredag, hvor der både er Julemandens ankomst til Randers samt juletræs-tænding på Rådhustorvet
Randers City har over 500.000 julelys. I 2017 investerede Randers City i ny julebelysning til byen. Sammen med de erhvervsdrivende har de samlet penge ind til at kunne give Randers det smukkeste julelys der længe er set. Julemandensstolen pynter i Houmeden, Adventskransen tændes hver søndag, og stjernehimlen i Brødregade virker næsten magisk. Men Randers City har ikke glemt traditionerne og har naturligvis også pyntet med granguirlander og juletræer.
Man kan opleve det store juletræ på Rådhustorvet blive tændt sammen med alle de magiske julelys, når Julemanden ankommer til Randers City på fredag. 23. november.
Julemanden ankommer til Dronningekajen klokken 16.30, sammen med Julemor fører han an i juleparaden op til Rådhustorvet, og klokken 17.00 vil han vil tænde det store juletræ samt alle de andre magiske julelys i Randers City.
Muddi og Salamidrengene vil efterfølgende sparke julen i gang med masser af god musik på Rådhustorvet, og i anledning af Black Friday har byens butikker åbent til klokken 22.00 og er klar med gode Black Friday tilbud.
Fra klokken 16.00 til 16.30 spiller Randersnisserne også op på Rådhustorvet, og fra klokken 15.00 til 20.00 kører julehestevognen rundt i byen. Det vil den gøre hver dag frem til den 23. december.
I hele december kan man på Rådhustorvet desuden besøge det skønne julemarked, hvor der serveres alt fra gløgg og æbleskiver til specialiteter.
Det fulde program for julestart fredag 23. november samt alle julens andre aktiviteter i Randers City kan ses på hjemmesiden www.randerscity.dk
Julehygge i Randers Storcenter
Julemanden gik allerede i gang med arbejdet i Randers Storcenter i lørdags. Han er i centeret hver weekend og vil hver søndag frem til jul sammen med Nisseorkesteret gå en tur rundt i centeret og hilse på børn og voksne. De børn, som vil med i optoget, har han en gave til. Han slutter turen på centertorvet, hvor han indtager sin stol og gør sig klar til at snakke med de mange børn.
Julemanden har naturligvis masser af godter med, og i hans sæk er også søde små bamser, som han gerne bytter for børnenes sutter. Julemanden er i centret hver weekend frem til jul, og tidspunkterne kan ses på www.randersstorcenter.dk.
Årets juleudstilling i Randers Storcenter lægger op til masser af eventyrlige tanker med nye nisser på besøg. Der er nemlig dukket nye mekaniske nisser op, som alle har navne og en historie – som noget nyt kan man få et gratis nissehæfte, så man kan læse om de forskellige nisser og lave sjove nisse-opgaver.
I udstillingen er der igen i år en mini bio, hvor børnene kan tage et hvil mellem julegaveindkøbene, og har børnene lyst til lidt mere ro, er der som noget nyt i år også lavet et male/tegne hjørne i legerummet.
Hvis man har en filmmager gemt i maven, kan man lave sit eget juleeventyr. ‘Film og fortæl’ din vej gennem den magiske juleudstilling og læg videoen op på Randers Storcenters Facebook-side, så deltager du i konkurrencen om gavekort til Randers Storcenter. Der bliver trukket en vinder hver uge frem til jul.
Randers Storcenters Ønsketræ er stillet op
Randers Storcenter introducerede i 2012 et Ønsketræ, som tilgodeser børn, der er placeret uden for deres eget hjem – og måske ikke er så heldigt stillet, som så mange andre børn er i Randers og omegn.
Træet er vokset år for år og blevet en tilbagevendende begivenhed i Randers Storcenter.
“Vores Ønsketræ er hvert år en overvældende oplevelse at være en del af. De tilkendegivelser og historier, vi har fået fra vores kunder, er altid meget rørende og bekræftende, så vores Ønsketræ gør en forskel! Både butikker og kunder viser et stort overskud både i tanker og handling, og det varmer. Ønsketræet er kommet for at blive i vores center, det er vi utrolig glade og stolte over, og endnu flere børn vil i år kunne få deres ønske opfyldt. En endnu større glæde er, at vores koncept nu kopieres mange andre steder i landet. Hen over de sidste par år har jeg fået flere henvendelser fra andre Shoppingcentre, Cityforeninger og andre interesserede, som også ønske at hjælpe andre. Vi i Randers er kun stolte over at kunne give ideen videre, så endnu flere børn glædes i julen,” fortæller Lene Nørgaard, Randers Storcenter.
Det siger givere og modtagere:
Gavegiver Jeanette Abild, sygeplejerske på Hammel Neurocenter fortæller: “Efter jeg blev mor, slog det mig, hvor trist det er for dem, der ikke har en familie, på samme måde som min søn har det. At tage en kuvert på Ønsketræet er en lille forskel, du kan gøre i andet barns liv. Jeg ser gerne, at det bliver en tradition i min familie, at vi giver en gave hvert år – ikke mindst for at være et godt forbillede for min søn.”
Og på den anden side fortæller gavemodtager, Dennis Bonde, Socialpædagog ved Slottet, Favrskov Børne- og Ungecenter: “Julen er en sårbar tid, da de unge ofte har forbundet julen med svigt. De gaver, vi får fra Ønsketræet, er utrolig vigtige, fordi de kommer fra private mennesker, der har skrevet et personligt kort. Det er så rørende. Og det er slående at opleve, hvordan det gør en forskel i vores jul. Det er svært at ramme den helt autentiske julestemning i en institution, men med Ønsketræet kommer vi den lidt nærmere. Vi føler jo, at det er julemanden, der kommer med gaver, og det løfter vores jul. Det er et enestående koncept.”
Over 300 børn deltager
Ønsketræet tilgodeser børn i Kronjylland samt på Djursland, som er placeret uden for deres eget hjem samt andre ekstra udsatte børn i vores område.
Alle disse børn fortjener en ekstra gave, og derfor har Randers Storcenter kontaktet rigtig mange institutioner og opholdssteder, som har taget godt imod denne mulighed. I 2018 er man oppe på over 300 børn. Børnene har lavet en ønskeseddel, som hænger på Ønsketræet. Træet står på centertorvet midt i Randers Storcenter og er en del af årets jule-udstilling. Træet er blandt andet pyntet med kuverter, hvori disse ønsker er gemt. Alle ønsker beløber sig til et max beløb på 200 kroner. Kuverterne kan man se og tage med sig og derefter købe gaven, som barnet ønsker sig. Så skal man aflevere gaven indpakket med ønskesedlen påklistret i Randers Storcenters INFO-bod på centertorvet senest fredag 7. december. Derefter sørger Randers Storcenter for, at gaverne kommer til de rette børn inden jul, og at alle de involverede børn får deres ønske opfyldt.
Centrets butikker bakker 100 procent op omkring tiltaget og tømmer træet for kuverter i de sidste dage op til deadline, så alle de deltagende børn får deres julegaver.