Kamilla Mendel og hendes familie bruger deres fritid på at lave tasker, smykker, brugsting og julepynt af genbrugsmaterialer som f.eks. cykel- og traktorslange. Søndag 11. november inviterer de indenfor til Åbent Hus og viser deres designs frem
Kamilla Mendel og Mendel Design skiller sig ud fra andre designere af smykker og brugskunst ved, at alt er lavet af cykelslange eller traktorslange – og som noget helt nyt – nu også af presenning.
Den lidt anderledes hobby startede for cirka 13 år siden, da Kamilla havde købt et lille smykkesæt med perler i Netto, som hun og datteren skulle hygge sig med i ferien. Det med at være kreativ faldt hende meget naturligt, og kort tid efter fandt Kamilla inspiration til at arbejde med brugte cykelslanger. Senere kom idéen til at prøve med traktorslanger og nu også presenninger.
Med tiden har Kamillas mand, Claus, også fået interessen for at designe ting med genbrugsmaterialer, og han tager sig ofte af de lidt hårdere opgaver som for eksempel at prikke huller i det hårde materiale, så det derefter kan syes sammen i hånden. Faktisk er alle Kamillas og Claus´ produkter håndlavede – og det er noget, som de kan sidde og hygge sig med om aftenen, hvor det er blevet til en fritidsinteresse, som samler hele familien. I stedet for at sidde i hver deres rum og se tv, sidder de nu sammen i køkkenet og laver smykker, tasker og mange andre ting.
”Vi har egentlig pladsen til, at jeg kan lave et rigtigt arbejdsværelse, hvor jeg kan sidde med mine cykelslanger og alt tilbehøret, men det er ikke nær så hyggeligt. Som det er nu, er det noget, vi alle er fælles om – og sådan skal det blive ved med at være,” smiler Kamilla Mendel.
Hverken Kamilla eller Claus har en kreativ baggrund, Kamilla arbejder som ejendomsadministrator, og Claus er maskinmester. Han indrømmer dog, at det kan bringe de brede smil frem blandt hans venner og kolleger, når de hører, at han laver tasker i sin fritid.
Åbent Hus
For tiden bruger familien mange timer i værkstedet (køkkenet), hvor der tegnes, klippes og sys, så det hele er klart til på søndag 11. november, hvor der er Åbent Hus i familiens hjem på Femkløvervej 2 i Randers fra klokken 10-14.
”Vi vil gerne invitere folk til at komme forbi og se de spændende ting, vi laver. Der er lagt op til et par hyggelige timer, hvor man kan se alle vores varer, og der er selvfølgelig også plads i sofaen til en kage og en kop kaffe,” siger Kamilla Mendel og fortsætter:
”Det er altid spændende at se, hvad andre synes om de ting, man laver. Vi kan byde ind med nogle anderledes ting, som der ikke er mange andre, der laver. Det er således ikke ting, som man finder alle steder, og da det hele er håndlavet, er der sjældent to ting, der er helt ens.”
Det er femte år, der bliver holdt Åbent Hus i familiens hjem i Randers, og før det havde Kamilla noget tilsvarende i Voldum, hvor hun boede dengang.
”Folk har taget rigtig godt imod vores Åbent Hus-arrangementer, som har været godt besøgt. Der har altid været god opbakning, og vi har fået mange positive tilkendegivelser,” fortæller Kamilla, som begynder med forberedelserne til Åbent Hus arrangementet allerede fredag. Stuerne skal ryddes, alle varerne skal stilles op og prismærkes osv., hvilket naturligvis tager tid.
Kamilla oplyser desuden, at hvis man køber sine julegaver til Åbent Hus arrangementet, er der også bytteservice:
”Vores varer er meget unikke, og vi vil selvfølgelig helst have, at folk, der får dem i gave, også bliver glade for dem. Derfor kan man godt få byttet gaven, hvis det ikke lige falder i gavemodtagerens smag.”