Ensomhed og isolation blandt de allermest udsatte i dagens Danmark er på et hidtil uset niveau. Det oplever Kirkens Korshær i Randers, der håber, at mange vil hjælpe med at samle ind til fattige og hjemløse søndag 25. november

 

Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at antallet af ensomme danskere er steget med over 10 procent fra 2016 til 2017, og det mærker man også hos Kirkens Korshær i Randers. Her oplever man, at mange flere end tidligere falder ned i isolationsdybet og har brug for et finde et fællesskab.

”Der kommer flere og flere, som oplever isolation og ensomhed. Vi ser eksempelvis mange flere økonomisk ramte børnefamilier, der isolerer sig, fordi de ikke kan give børnene det, som de andre børn i skolen har for eksempel i form af mærketøj og mobiltelefoner. Derfor vælger de at isolere sig – simpelthen af ren skam,” siger den lokale Korshærsleder i Randers, Per M. Andersen, som forklarer, at der kan være mange årsager til ensomhed. Og i modsætning til hvad mange måske tror, så er det ikke kun ældre mennesker, som har mistet ægtefællen og ikke har kontakt til familien, der kan falde i ensomhedsfælden. Det kan også være langt yngre mennesker uden netværk, der føler sig meget alene i en stor by som Randers.

”Den klassiske ensomme borger, der opsøger vores arbejde, er typisk +40 år. For et års tid siden satte vi et bord op i en af vores butikker, hvor man kunne komme ind og få en kop kaffe. Det lokkede rigtig mange til, men det var ret tydeligt, at det ikke var den gratis kaffe, der lokkede. Det var derimod muligheden for socialisering. Flere af dem sad simpelthen bare og ventede på, at der var andre, der henvendte sig til dem for at starte en samtale. Det er et meget godt eksempel på, at mange af disse ensomme sjæle har brug for at tale med andre og føle sig hørt,” siger Per M. Andersen.

 

Bryde ud af ensomheden

I Randers bliver en del af det sociale arbejde i Kirkens Korshær ydet i genbrugsbutikkerne. Her har man et godt samarbejde med Jobcentret, så der er mulighed for at tage personer ind, som for eksempel skal arbejdsprøves til fleksjob, eller personer der er kommet ud af arbejdsmarkedet på grund af social angst, utryghed eller usikkerhed. Andre kommer selv ind i butikkerne og tilbyder deres hjælp som frivillige – netop for at få et netværk.

”Vi kan tilbyde dem muligheden for at bryde ud af ensomheden, komme ud blandt andre mennesker og skabe et netværk. På den måde får de øget livskvalitet samt en bedre hverdag, hvor ensomhed og isolation ikke længere bliver en afgørende faktor i deres liv,” siger Per M. Andersen, som også oplever mange solstrålehistorier i sit arbejde.

 

En lille hilsen er nok

De frivillige i butikkerne og ved andre af Kirkens Korshærs arrangementer og tilbud i Randers – som for eksempel fællesspisning, diverse caféer osv. – oplever også, at en del af de folk, de kommer i kontakt med, er ensomme.

”Når der kommer kunder ind i butikken, bliver de altid mødt med et ”Goddag”, og i nogle tilfælde er det tydeligt, at det er den første form for kommunikation, som denne person har haft med andre mennesker i en eller måske endda flere dage!” fortæller Per M. Andersen og fortsætter:

”Dette ene lille ”Goddag” kan betyde rigtig meget for den person, og ofte oplever vi, at vedkommende kommer igen de efterfølgende dage og begynder at snakke mere og åbne lidt op. Måske får vedkommende endda lyst til at fortælle lidt om sig selv eller komme til et af vores arrangementer, hvor de kan finde et fællesskab med andre.”

Lige netop betydningen af bare at hilse på folk, der er ensomme, mener Per sagtens, at man kan overføre til sin egen dagligdag.

”Mange folk kender slet ikke deres naboer, overboer eller underboer. Man kan gøre en anden person rigtig glad og godt tilpas ved bare at hilse, når man går forbi vedkommende på trappen, eller tage en lille snak om vejret på parkeringspladsen eller lignende. Det er en rigtig god måde, hvor man som privatperson kan hjælpe lidt på en anden persons humør. Smilet er trods alt den korteste vej mellem to mennesker!”

 

Brug for indsamlere

Når Kirkens Korshær søndag 25. november for tredje gang gennemfører en landsindsamling, er det især indsamlere, der er brug for.

Indsamlere har ved de to tidligere landsindsamlinger mødt meget stor velvilje til at donere penge, men Kirkens Korshær har brug for hjælp til at komme ud til endnu flere.

”Selvom de fleste nok er begyndt at tænke på juleindkøb og økonomi, når vi nu nærmer os december måned, håber vi alligevel, at mange vil bidrage, så vi kan få et rigtig godt resultat og på den måde hjælpe flere udsatte i Danmark,” siger Per M. Andersen og tilføjer:

”Så vi har brug for en masse indsamlere i Randers. Én indsamlingsbøsse giver i gennemsnit 1.000 kroner, så jo flere indsamlere vi kan få i gang med en indsamlingsbøsse, jo bedre!”

I fredags var frivillige og ansatte fra Kirkens Korshær i Randers derfor på Rådhustorvet for at fortælle folk om landsindsamlingen og forhåbentlig vække interessen for at blive indsamlere på dagen. Flere meldte sig, men der er stadig brug for flere indsamlere for at dække hele Randers Kommune

Hvis man vil være med til at gøre en forskel for samfundets svageste, kan man melde sig som indsamler til Kirkens Korshærs landsindsamling 25. november på www.danmarkmodfattigdom.dk

Man kan også møde op i Løgstrupgården fra kl. 11.00 eller i genbrugsbutikken i Langå fra kl. 9.30, hvis man vil hjælpe med at samle ind