Til lokalpressen udtaler næstformand i regionens udvalg for regional udvikling, Flemming Knudsen fra Aarhus følgende omkring den kollektive trafik og de blå busser (busser til landområderne) citat: ”Tallene (vedr. de blå busser!) taler et tydeligt sprog om store forskelle i regionens busdrift fra kommune til kommune. Det er desværre ingen tvivl om, at det bliver barskt for Østjylland”, og Knudsen uddyber med ”at de østjyske kommuner har en luksusudgave af den kollektive bustrafik”.
Endvidere udtaler Flemming Knudsen: ”Desværre har Region Midtjylland ikke tidligere gjort op med de forskelle, men det kommer til at ske nu” citat slut.
Man kan kun forstå hr. Knudsens udtalelser således, at østjyske kommuner åbenbart skal ned på samme lave og ganske uacceptable niveau som i Vestjylland. I Vestjylland, hvor der er lige så langt mellem de blå busser, som der har været mellem regnbygerne denne sommer.
Det ærgrer storbymennesket Flemming Knudsen, at Regionens og Midttrafiks tidligere bestyrelser ikke tidligere har slagtet de blå busser og den regionale bustrafik. Jeg tager gerne en del af ansvaret for, at det ikke er sket, da jeg (dengang jeg sad i Midttrafiks bestyrelse i perioden 2006 – 2009!) bekæmpede tilsvarende mistrøstige besparelsesforslag, som vi ser i dag – en stor del af disse blev faktisk undgået, dengang for ca. 10 år siden. Jeg gjorde det bl.a. med ordene, at hvis den fremlagte plan var gældende i min gymnasietid, ville jeg ikke have haft mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse – da der var for langt at cykle 2x 30 km dagligt”. Det var ord, de gråhårede mænd i bestyrelsen anno 2006 – 2009 tog til sig.
Der tales meget om, at vi skal have et Danmark i balance. Et Danmark i balance kræver altså en fornuftig busdrift i såvel by som på land. Busserne er livsnerver i masser af de mindre og mellemstore bysamfund.
Den kollektive trafik er vokset fra 40% i 2007 til nu at udgøre 56% af budgettet i afdelingen for Regional Udvikling her i Midtjylland, læses i lokalpressen. Nu vel. Folketinget/regeringen, der jo forsørger regionerne økonomisk, må til lommerne… det hjælper ikke, at Lars Løkke og co. udflytter statslige arbejdspladser med den ene hånd, og kvæler landområderne med den anden hånd ved bevidst at lukke øjnene for de økonomiske mangler, som den regionale kollektive trafik slås med.
Og det er da også fuldstændigt uacceptabelt, hvis øvrige byer i Østjylland skal straffes med busnedlæggelser, fordi det måske reelt handler om, at regionen skal finde penge til at betjene den meget nye Letbane i Aarhus.
Vi skal have et Danmark i balance; også trafikalt – fremlagte spareøvelse fra Region Midtjylland peger i diametralt modsatte retning. Det kan århusianeren Flemming Knudsen og hans regionale udvalg ikke snakke sig uden om.
Frem med pengepungen trafikminister, valgt til Folketinget her i Østjylland, Ole Birk Olesen (LA). Målret pengene til de regionale busser/de blå busser. Vis du er dit trafikale, regionale og lokale ansvar bevidst!
Mogens Nyholm
Radikale Venstre
Medlem Randers Byråd