Hornbæk jagter millioner til idræts- og kulturcenter
Foreningerne i Hornbæk kæmper med tiden for at få samlet den nødvendige kapital til etablering af idræts- og kulturcenter, som kan imødekomme foreningslivets nuværende og kommende behov.
”Randers kommune har givet et forhåndstilsagn om et tilskud på 10.5 mill. kr., men det er under forudsætning af, at lokalområdet og foreninger selv vil være i stand til at indsamle et betydeligt beløb. Og det skal ske 1. november i år, så vi har travlt”, siger den projektansvarlige for styregruppen, Peter Thorsen.
Torsdag 21. juni inviteres der til informationsmøde i Hornbækhallen, hvor borgerne kan blive orienterede om planerne for etablering af idræts- og kulturcentret, der etableres i to faser.
Fase 1 omfatter udvidelse af området omkring Randers Firmasports klubhus ved Gl. Viborgvej, anlæggelse af nye boldbaner og kunstgræsbaner samt tilbygning af omklædningsrum, birum og klublokaler. I fase 2 følger så inden for fem år et bevægelseshus til gymnastik, håndbold og andre indendørs aktiviteter.
”Når det kan lade sig gøre, er det først og fremmest, fordi Randers kommune kan overtage Hornbæk Sportsforenings nuværende boldbaner ved Overvænget, hvor der er gode muligheder for udstykning af byggegrunde”, fortæller Peter Thorsen.
”Det er det, der ligger bag kommunens tilsagn, og kommunen spiller i det hele taget en central rolle i planerne, da kommunen bliver bygherre på det kommende projekt”.
Støtte fra borgere
Det aktuelle mål med informationsmødet torsdag 21. juni er, at interesserede Hornbæk-borgere vil give tilsagn om støtte på 1,7 mill. kr. Støtten kan gives til projektet efter forskellige modeller, og det er bl.a. det, der orienteres om på mødet. Initiativtagerne bag Hornbæk Idræts- Og Kulturcenter satser desuden på at indsamle tilsvarende beløb fra henholdsvis erhvervslivet og landsdækkende fonde.
”En del af arbejdet er allerede i gang, og vi har i øjeblikket indsamlet 2,3 mill. kr., som svarer til en tredjedel af det beløb, som vi har behov for at kunne vise frem ved årets udgang”, lyder det styregruppen, som arbejder på, at fase 1 kan ske i 2019, mens fase 2 gennemføres inden 2022. Styregruppen består udover Peter Thorsen fra Hornbæk Sportsforening af Edel Andersen fra Hornbæk Gymnastikforening, Tonny Andersen fra Randers Firmasport, Flemming Lanng, Anders Høgstrup, Flemming Abildgaard, Allan Kobstrup og Kurt Helge.
Det er altså de tre store interessenter i området – Hornbæk Sportsforening, Hornbæk Gymnastikforening og Randers Firmasport – der er initiativtagere. Begge idrætsforeninger oplever i dag at have sine aktiviteter spredt over hele Randers, eksempelvis Dronningborg, Helsted og Bjerregrav.
Et område der vokser
”Hornbæk-området bliver virkelig styrket både på sports- og kulturområdet, hvis og når det lykkes os at etablere et samlet center. I dag er ikke plads til nye initiativer i og omkring Hornbæk, selv om alle ved, at behovet er der. Og at det ikke bliver mindre i fremtiden. Så projekt Hornbæk Idræts- og Kulturcenter vil i høj grad være en styrkelse af lokalområdet under sloganet ”Et sted at være” og med plads kulturarrangementer i form af foredrag, musikunderholdning, udstillinger og meget andet”, hedder det fra styregruppen.
DE ØVRIGE INTERESSENTER
Udover de tre foreninger er interessenterne i området bl.a. FDF Hornbæk, der har klubhus på stedet, Randers Minigolfklub med sit anlæg, Randers Agility Klub med sine arealer, Fortuna Randers (pigefodbold), Hornbæk Skole og Randers Ungdomsskole.
TIDSPLANEN
Tidsplanen siger, at de nødvendige midler – eller tilsagn – indhentes i år. Fase 1 med udbygningen af Randers Firmasports klubhus og udearealerne skal ske i 2019, og så ventes fase 2 med bevægelseshus og større mødelokaler inden år 2022.
BORGERMØDET
Torsdag 21. juni er derfor en vigtig milepæl, hvor Hornbæk Idræts- og Kulturcenter jagter millionerne hos borgerne og erhvervslivet i området.
Hornbæk forventes at vokse frem til 2030 fra 4.000 til 5.000 indbyggere.
Borgermødet holdet kl. 19.30 i Hornbækhallen.