CSV – Center for specialundervisning for voksne – afholdt tirsdag 12. juni idrætsstævne med besøg fra forskellige specialskoler i det øst- og midtjyske. Og humøret var højt og konkurrenceånden i live

 

Forventningen glæde var til at få øje på da omkring 150 unge afventede startskuddet til deres årlige idrætsstævne på Langvang. Det er Randers Kommunes specialundervisning for voksne, der står bag og i år var anden gang at stævnet skulle afvikles.

Iført sportstøj og de rigtige sko, stod de unge klar ved både boldkast, længdespring, 60 meter løb og kuglestød. Og alle havde flere discipliner, de skulle igennem.

Stævnet blev åbnet af socialudvalgsformand i Randers, Charlotte Broman Mølbæk. Og hun er glad for at Randers kan klar opgaven med at invitere andre specialskoler indenfor til en dag som denne.

“Jeg er fascineret af de tilbud som kommunen har til netop jer unge mennesker. Jeg har besøg CSV og var glad for at se den glæde, som I laver både blomsterkasser, laver musik og mad fra forskellige verdensdele. Det er godt at se, at der er et sted, hvor I får det lille skub, der skal til og støtte, hvis det er det I skal have. Og at I kan mødes med andre skoler om en idrætsdag”, sagde hun blandt andet i sin åbningstale.

Center for specialundervisning for voksne er et tilbud om at de unge med særlige behov også får en ungdomsuddannelse – særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) – det er et lovkrav og her sørger Randers Kommune også at have de helt rigtige tilbud til denne gruppe, der slås med blandt andet asperger, ADHD, infantil autisme og down syndrom.

CSV holder til de i den gamle skole i Hald og her fortæller Lone Vinge Mikkelsen om dagen som de unge glæder sig til.

“Det er vigtigt, at de unge får nogle succesoplevelser. Og det bliver næsten en succes for alle sådan en dag som i dag”, fortæller hun.

“Idræt er en god måde at møde hinanden på – selvom de har forskellige forudsætninger i det daglige, skal de overholde de samme regler sådan en dag som i dag, og det kan godt være en udfordring. Men det er mest af alt en glæde”, siger hun.

Men nogle er måske nervøse sådan en dag, hvis de ikke lige ved, hvad de går ind til. Men der er blevet trænet, fortæller Lone Vinge Mikkelsen.

“Vi har trænet i fire uger i for eksempel boldkast, og en har endda slået skolens 15-årige gamle rekord, så de unge er klar”, siger hun med et smil.

Det er også en hyggedag for personalet og de unge – synes som alle andre unge – også at det er dejligt at få en dag fri fra den almindelige undervisning.

“Og så møder de jo hinanden på kryds og tværs af skolerne – og måske er der nogen, der synes rigtig godt om hinanden. Så ses de igen, når vi også holder fester med de andre skoler”, fortæller Lone Vinge Mikkelsen.

10-15 frivillige – både tidligere ansatte og forældre har sat denne dag af til at hjælpe med tidtagning og afvikling af idrætsdagen.