Turbinen i Randers fortsætter med små, intime og anderledes musikalske oplevelser i den hyggelige lounge på første sal

 

Turbinens nystartede koncept fra foråret – Live i Loungen – fortsæt­ter på den anden side af sommer, og der vil igen være mulighed for anderledes, nærværende og tilbagelænede musikoplevelser om onsdagen fra dagligstuemøblerne i den atmosfæriske lounge.

Igen i efteråret er det muligt at bruge onsdag aften på intime musikoplevelser i Turbinens hyggelige lounge. Low-key live-koncerter, anderledes artister og fængende foredrag om musikere kan opleves i løbet af efteråret, når Turbi­nen igen blænder op for konceptet Live i Loungen.

Live i Loungen blev i foråret taget godt imod af publikum, og til efteråret venter tre singer-songwriters fra henholds­vis Finland, Færøerne og USA samt spændende foredrag om David Bowie og Volbeat fra to garvede rockjournalister.

Turbinens musikansvarlige, Jørgen Holmegaard, forklarer, at Live i Loungen kommer af et ønske om at skabe nogle levende musikalske aftener i intime rammer for de nysgerrige, der gerne vil tæt på og bagom – uden den ellers adskillende scenekant.

“Jeg udvælger Live i Loungens artis­ter ved at kigge efter nærvær, om de har noget på hjerte, og om der er en fortælling, der kan ledsage musikken. Sammen med loungens rå, intime og dagligstueagtige atmosfære, giver det en speciel og anderledes oplevelse, som man er fælles om på en ny måde. Skellet mellem publikum og performer ned­brydes, oplevelsen placeres i øjenhøjde, og det giver nogle særlige øjeblikke”, siger han.

 

Fra loungen ud på scenen

Live i Loungen foregår på udvalgte ons­dage i løbet af efteråret – altid klokken 20 – og med kun 45 billetter til hvert ar­rangement. Dørene åbner altid en time inden, og der er mulighed for at slænge sig i loungens møbler og nyde en drink, en øl eller en cocktail, inden aftenens gæst indtager scenen.

Foruden den særlige oplevelse er Live i Loungen også en god måde at intro­ducere nye og anderledes artister for publikum, forklarer Jørgen Holmegaard. Eksempelvis har både dansk-islandske Kajsa Vala og aalborgensiske Annika Aakjær været Live i Loungen i foråret til stor begejstring for publikum, og derfor er de også inviteret tilbage til Turbinen til efteråret. Denne gang på en større scene for et større publikum.

Live i Loungen er for alle, der vil have lidt ekstra ud af musikken, lidt ekstra ud af kunstnerne eller bare lidt ekstra ud af onsdagen. Det er for de nysgerrige, de interesserede og for dem, der bare vil prøve noget nyt.

Billetsalget er gået i gang via turbinen.dk.


Programmet ser sådan ud:

  1. september – Marius Ziska (FO) – Marius Ziska fra Færøerne leder som sanger tankerne hen mod Coldplays Chris Martin og Bon Iver. Musikken har en klar melankolsk grundtone, utroligt smukke melodier og brusende instrumenteringer.