En chokoladefabrikant, en lastbilchauffør, en systueansvarlig… 18 nyankomne flygtninge er snart klar til at tilbyde deres arbejdskraft i Randers og omegn
’Vild med Dansk’ er et anderledes integrationsprojekt, støttet af Poul Due Jensens Fond, hvor ordinær danskundervisning kombineres med undervisning i sang, drama og art. De nye danskere lærer sproget via interaktion med hinanden og deres lærer. En undervisningsform der tager fat om sproget på en helt ny måde.
“Vi vil gerne servere det danske sprog til de nyankomne på en helt ny måde. Vi mener at den sociale og kunstneriske tilgang til at lære sproget skaber hurtigere resultater”, siger Bo Gorzelak Pedersen, der underviser i art – det er blandt andet tegning.
De nye danskere, der kommer fra forskellige dele af verdenen, har også forskellige forudsætninger for at lære det danske sprog og for at komme i arbejde. Men her i undervisningen skal alle lære det samme – nemlig at begå sig socialt med andre danskere – blandt andet.
“Ikke nok med at sproget er svært, men de skal også lære at forstå den danske humor og ironi. Noget der er svært for dem. Men vi prøver at gøre det, så de kan forstå det”, siger Alex Østergaard-Andersen, der underviser i drama, og selv benytter ironien, når han laver sjov med eleverne.
Eleverne modtager undervisningen i Underværket – og målet er at få alle i arbejde til efteråret.
Pilotprojekt skal styrke de nye danskere
Alle elever er topmotiverede, og flere har stærke faglige kompetencer, eksempelvis er der blandt deltagerne to, som tidligere har ledet og drevet en chokoladefabrik, én er skrædder / møbelpolstrer med kompetencer både inden for ledelse og drift og vedligehold af værkstedsmaskiner, én er lastbilchauffør, en kan svejse – mens andre har drømme og ønsker om at komme til at arbejde med børn, blive frisør eller maler.
“De er meget opsatte på at lære det danske sprog, og vi tror på, at det her er den rigtige måde at komme i gang”, siger Alex Østergaard-Andersen, der underviser i drama og kender til problematikken med de nye danskere. Han bruger selv ironien og humoren overfor de nyankomne og vil gerne have dem til at forstå danskerne.
“Det er jo lige så vigtigt, som at kunne det danske sprog. Så det gør vi meget ud af her i undervisningen. En dag sagde jeg til en af kursisterne, da vi snakkede om at lave noget socialt, at “ja for du kan da ikke lave mad” – den forstod han ikke, og jeg måtte gentage den flere gange. Til sidst forstod han, at det var ironisk ment. Det er de kompetencer, vi skal give dem med videre, så de ikke bliver isoleret ude på de praktiksteder, de i dag bliver sendt ud til”, siger han.
Og det er netop meningen at denne form for undervisning skal styrke deres sociale kompetencer, mener Bo Gorzelak Pedersen.
“I dag bliver de sendt i praktik, men det kniber en smule med at blive integreret på virksomheden. De bliver måske sat til at lave kaffe eller spidse blyanter i et hjørne. Men der er ikke noget sammenspil med danskerne. Det vil vi gerne ruste dem til”; siger han.
Og rustet til det danske sprog vil deltagerne gerne være. Blandt andet Sawsan Ghazal, der stammer fra Syrien. Hun har været tre år i Danmark og er endnu ikke god til sproget. Hun var hjemmegående i sit hjemland og har helt klare forventninger om, hvad hun gerne vil lave.
“Jeg vil gerne være medhjælper i en butik eller en restaurant. Og jeg synes, at den her undervisning gør mig bedre til dansk. Selvom jeg ikke kan tegne”, siger hun og griner.
Heller ikke Watfeh Khaled mener, at hun er god til at tegne – men hun kan en del dansk allerede. Hun har været i Danmark i 2,5 år. Hun var også hjemmegående i Syrien, men hjalp til i marken hvor familien dyrkede grøntsager, der blev solgt på det lokale marked. Hun har også en forventning om at komme i arbejde allerede i år.
“Måske kan jeg være hushjælp hos en familie nogle timer om ugen. Måske jeg kan hjælpe til i et køkken på en restaurant”, er hendes forslag.
Hun synes undervisningen er god, fordi den er lidt anderledes end den boglige undervisning på Sprogcenter Randers. Her koncentrerer man sig meget om grammatikken, hvorimod denne undervisning mere går op i de sociale kompetencer via de kreative fag.
En der har lidt højere ambitioner er Weini Fesshaye på 23 år. Hun er fra Eritrea og var på flugt et år før kun kom til Danmark for tre år siden. I løbet af et år flygtede hun til både Etiopien og Sudan før hun nåede Danmark. Hun vil gerne være bygningsmaler.
“Jeg håber, at jeg kan få et job allerede i år – jeg vil gerne, så jeg kan lære sproget endnu mere og så jeg kan tjene nogle penge”, fortæller hun.
Hverdagen er vejen til integration
Fra flere undersøgelser, blandt andet understøttet af danske eksperter som hjerneforsker Kjeld Fredens, ved man, at kunst og musik har positiv virkning på læring – ikke ved at læse og skrive om kunst og musik, men ved at være en del af det. Derfor er et af målene på ’Vild med Dansk’ eksempelvis at skabe og producere en tegnet dukketeater-video. Processen giver nogle gode grin, sænker paraderne, højner lyst, tro og motivation, siger en af underviserne på holdet og understreger, at det er et vigtigt skridt i retning af at blive en del af samfundet.
Det bakker borgmester Torben Hansen op om:
”Der er ingen tvivl om, at sproget er den vigtigste forudsætning for at kunne indgå på en arbejdsplads, derfor er vi meget positive over for projektet ’Vild med Dansk’, hvor danskundervisningen skærpes via kreative fag. ’Vild med Dansk’ er et nytænkt integrationsprojekt. Derfor er det en glæde, at Poul Due Jensens Fond bakker så flot op om projektet. Stor tak for det,” siger Torben Hansen.
Ikke kun sprog
Der er ingen tvivl om at jo mere eleverne lærer om danskerne og Danmark jo mere selvtillid får de. Det viser projektet her med tydelighed.
“De bliver mere bevidste om hvem de er og hvilke kompetencer de har. De finder ud af at måske kan de ikke snakke dansk, men de kan da tegne en hest eller lave en dukkefilm”, fortæller Alex Østergaard-Pedersen.
“Og det er mindst lige så vigtigt, hvis du skal kunne begå dig i Danmark”.
Og der bliver grinet meget i undervisningen, for humor er en stor del af danskernes hverdag. Men det er ikke kun for sjov at eleverne og lærerne samles hver dag til en snak om for eksempel Grundloven.
“Her snakker og skriver vi kun dansk fra morgen til eftermiddag. Det er meningen, at de skal ud og være selvforsørgende og det vil de også gerne. Det er ikke meningen at vi skal uddanne digtere og kunstnere, men den kreative indgang til undervisningen har vist sig at være effektiv”, siger Bo Gorzelak Pedersen.
Og det er realistisk at få dem i arbejde mener de to undervisere.
“De rykker sig her hos os fra at være bange og generte, griber de chancen og leger med. De får selvtillid, når de pludselig forstår, og det skaber selvtillid at vide at de får kompetencer de rent faktisk kan bruge i et rigtigt arbejde. Ikke kun praktik, for det er ikke målet med det her”, siger Bo Gorzelak Pedersen.
Oprindelige idé
Underværket er et kulturhus i Randers – der i 1998 blev etableret som et Urban Pilot Projekt i EU, med det sigte bl.a. at forbedre beskæftigelsesmulighederne blandt etniske minoriteter og nu på 20. år arbejder med integration, driver projektet ’Vild med Dansk’ i tæt samarbejde med Randers Bibliotek, Sprogcenter Randers og Jobcenter Randers. Alle med tung erfaring inden for integrationsarbejde.
Sun Ørnsholt, jobkonsulent ved Jobcenter Randers, har været en del af projektet fra dag ét, hun siger:
”I starten var nogle af især kvinderne meget indadvendte og slog blikket ned, når vi talte sammen, nu kigger de mig i øjnene.”
De nyankomne flygtninge har alle en barsk årsag til at være i Danmark, en årsag som kan være svær at håndtere, dog er ingen af dem i tvivl om, at netop et job at stå op til vil være medvirkende til at få ny balance i livet. Alle har en historie, disse er ved at skrive en ny.
Projektet startede i februar og slutter til efteråret – der er 18 elever fordelt over tre undervisningsdage.
FAKTA VILD MED DANSK
Et integrationsprojekt støttet af Poul Due Jensens Fond.
Skabt og ledet af Underværket i tæt samarbejde med Randers Bibliotek, Sprogcenter Randers og Randers Jobcenter/Integrationsafdelingen og Skoleforvaltningen, Randers Kommune.
Vild med Dansk, hold 1 med opstart 5. februar 2018 og afslutning 31. august 2018 for 18 nyankomne flygtninge (ingen eller næsten ingen danskkundskaber).
Citat fra www.pdjf.dk : ”Poul Due Jensens Fond ønsker at bidrage aktivt til at inkludere flere borgere i Region Midtjylland på arbejdsmarkedet – eller lette deres vej dertil. Fonden vil finansiere og støtte projekter, der har en positiv effekt på menneskers evne til og mulighed for at finde en plads på arbejdsmarked og blive selvforsørgende.”