Forældre til børn i dagtilbud i Randers Kommune får deres forældrebetaling tilbage, hvis en eventuel lockout varer mere end tre hverdage. Pengene for de første tre dage går til børnene i den enkelte institution. Det har Børne- og familieudvalget netop besluttet at foreslå byrådet
Det er ikke et lovkrav, at forældre kan få deres brugerbetaling tilbage, hvis lockouten træder i kraft. Det er derimod op til den enkelte kommune. Børne- og familieudvalget i Randers Kommune har netop indstillet til byrådet, at kommunen skal betale penge tilbage til forældrene, hvis lockouten varer mere end tre hverdage.
“Udvalgets beslutning om at acceptere forslaget om en grænse ved de tre dage hænger sammen med, at de administrative omkostninger ved at betale penge tilbage for en lockout på tre eller færre dage er for store set i forhold til den beløbsstørrelse, det drejer sig om,” fortæller Anders Buhl-Christensen, formand for Børne- og Familieudvalget, og fortsætter:
“Samtidig er det vigtigt for udvalget at understrege, at udvalget ønsker, at pengene for de første tre dage går direkte til børnene i de enkelte institutioner. Det vil sige, at pengene skal bruges på børnene.”
Indstilling fra forvaltningen
Det er Børne- og skoleforvaltningen, som har indstillet til udvalget, at tilbagebetalingen skal ske ved en lockout på mere end tre dage. Et forslag, der er i tråd med Børne- og Socialministeriets anbefaling.
“Vi ønsker ikke, at forældrene skal betale for en ydelse, som de ikke får. Derfor sigtede vi på et forslag, der både tilgodeser børnene og tager hensyn til forældrenes betaling. Hvis vi tilbagebetaler pengene for tre eller færre dage, vil det betyde et ret stort administrativt merarbejde. Det vil kræve for mange ressourcer, der vil gå fra andre vigtige opgaver. Derfor er det en god idé, at udvalget i stedet ønsker, at de penge bliver i institutionen hos børnene,” forklarer Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole.
Tilbagebetalingen i tilfælde af, at lockouten bliver en realitet, vil blive finansieret af tilbageholdt løn for samme periode. De varslede strejker og lockouter er på nuværende tidspunkt udsat med yderligere 14 dage. Finder parterne ikke en løsningen i Forligsinstitutionen, kan strejken træde i kraft fra den 6. maj, mens en lockout kan begynde den 12. maj.