Nu kan alle randrusianere gøre noget godt for hinanden og for miljøet.
De intelligente skraldespande i centrum af Randers har fået påmonteret pantholdere. Her kan borgerne stille deres tomme dåser og flasker til flaskesamlere, så emballagen kan blive videresolgt og genbrugt.
“De nye pantholdere løser flere problemer. De sørger for, at flasker og dåser bliver genbrugt i stedet for at ende i forbrændingen. Desuden giver de borgerne mulighed for at komme af med deres flasker på en let og hensigtsmæssig måde samtidig med, at borgerne giver panten videre til deres medborgere,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.