Intet er stærkere en det svageste led i kæden. Hvis vi et øjeblik kan glemme den altfortærende middelklasse og i stedet fokuserer på de allersvageste i samfundet, er min opfattelse, at hvis vi hjælper de psykisk/fysisk udviklingshæmmede, hjælper vi helt naturligt alle de næstsvageste og trediesvageste osv.
Den værdighed som malerskolen Bifrost giver sine borgere og ansatte, er helt unik, og alternativet, til denne daglige glæde af at passe ind, er hjemløse sjæle og hjælpeløse hjælpere. Som kommune og fællesskab er det en urealistisk tanke, at besparelser løser problemet med utilpassede og alternativt fungerende borgere. Ligegyldigt hvor snøvlende og uforståeligt disse mennesker udtrykker sig, skal der være nogen der venter på dem og glæder sig til at se hvilke kunstværker de frembringer idag.
Malerskoler, som Bifrost i Randers, som er skudt op over hele landet, er en genial måde at integrere og synliggøre en borgergruppe, der ellers bliver tabt på gulvet. Jeg ved godt det lyder gammeldags, men ord som “tro, håb og kærlighed” er stadig dem der får mig ud af sengen hver morgen, for endnu en dag at sprede glæde.
Hvis penge er problemet, så hæv skatten.
De psykisk/fysisk udviklingshæmmede vil altid være en daglig påmindelse om livets lyksagligheder og ikke mindst muligheder.
Ven af Bifrost
Jacob Haugaard
Kunstner og entertainer
Aarhus
