Lige nu skal Randers Byråd finde store besparelser – i omegnen af 100 millioner kroner.

Under sidste års kommunevalg pralede Venstre ellers med, at de havde forbedret kommuneøkonomien pænt, set i forhold til tiden under storkommunens første borgmester; og ikke nok med det, Venstre og Dansk Folkeparti har formået at holde kommuneskatterne i ro, fremturede Omann og co. med.

Det er jo nemt at holde skatterne i ro, når ”regninger” for 100 millioner kroner fejes ind under gulvtæppet til tiden efter kommunevalget – 100 millioner kroner svarer faktisk til en skattestigning på 0,73%.

Nu er det så børnene og de sårbare borgere, der skal betale for Venstres og Dansk Folkepartis fejlslagne ledelse, fordi der, som antydet ovenstående, har været et gab mellem indtægter og udgifter. Blodige besparelsesforslag er fremlagt for byrådet..

Randers skulle have gjort som Odense kommune. Odense har nemlig lukket et tilsvarende økonomisk gab ved i de seneste to års budgetforhandlinger at beslutte marginale skattestigninger. En strategi Radikale i Randers også ønskede for Randers i både budget 2017 og 2018. Vi talte for døve øren, desværre må vi konstatere i dag. Modsat Odense har  Randers nu økonomiske kvaler.

Radikale Venstre kender ikke den sociale profil hos socialdemokraterne i Randers Kommune, da Venstre og socialdemokraterne siden valgnatten har siddet i en lukket rundkreds.

Radikale garanterer følgende: Ønsker socialdemokraterne, at de værste besparelser/tidsler på f.eks. børne- og socialområdet droppes, da er Radikale Venstre klar til at bakke op, ligesom vi er klar til at lukke gabet mellem indtægter og udgifter ved budgetforhandlingerne for næste års budgetter.

Hvad vil I, kære socialdemokrater? Vis gerne lederskab, og meld ud snarest.

 

Mogens Nyholm
Radikale Venstre
Randers Byråd