Hvad sker der, når erfarne banko-folk og kreative museumsfolk slår skæve hjerner sammen? Så opfinder de selvfølgelig oldtids-banko – nemlig
Så ryst posen, find banko-formen frem og tag naboen, familien eller Gamle Ole med til oldtids-banko lyder det på opfordring fra Museum Østjylland.
Hele to eftermiddage slås dørene op for banko på museet, den første gang for voksne og den anden gang for hele familien, hvor børn er meget velkomne. Arrangementerne afholdes onsdag 18. april kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers og søndag 22. april også kl. 14 samme sted. Der tages entré for alle over 18 år, og der kræves tilmelding
Banko-eftermiddagene har Museum Østjylland arrangeret i tæt samarbejde med Banko-Hallen i Randers, der straks var med på idéen om at afholde banko på museet.
”Oldtids-banko sætter fokus på museets nye permanente oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” med et glimt i øjet og på en legende måde. Det ligger fint i tråd med udstillingen, der i sig selv har en legende tilgang til historien, ” fortæller museumsinspektør og idékvinde bag arrangementet, Helle Lebahn Bentzen.
Masser af præmier og historier
De to banko-arrangementer byder på underholdende eftermiddage med attraktive præmier – dog ingen halve grise – sjove sidegevinster, overraskelser og masser af kulturhistorie.
”Vi vil gerne gøre randersborgerne opmærksomme på, at de har et museum, der inviterer til gode oplevelser sammen med familie og venner om noget så spændende og vigtigt som historien om dem selv, ” forklarer Helle Lebahn Bentzen.
Banko-Hallens personale tager sig af den tekniske del af arrangementerne, og i dagenes anledning er banko-tempoet sat ned, så alle kan være med!
Helle Lebahn Bentzen tog som forberedelse til arrangementerne hele sin familie med på feltarbejde i Banko-Hallen Randers, og der var tempoet højt.
”Det var med tungen lige i munden og sved på panden, for det gik lynende stærkt”, griner museumsinspektøren og fortsætter:
”Men både vi voksne og mine børn syntes, det var en supersjov aften. Og vi blev passet godt på af nogle af Banko-Hallens trofaste og erfarne spillere. ”
Banko med snigende oldtidshistorie
Helle Lebahn Bentzen og museet lover et par eftermiddage i den bedste banko-ånd med spillelyst, fællesskab, attraktive præmier og sidegevinster.
Og så sniger der sig noget lokal oldtidshistorie ind hist og pist. Hvordan det kommer til at ske, vil museet endnu ikke løfte sløret for.
”Mød op og find ud af det! ” opfordrer museumsinspektøren.
Arrangementerne koster en flad 50’er per eftermiddag og inkluderer tre plader og lidt godt til ganen.