Der er varslet konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Randers Kommune opdaterer løbende hjemmesiden med information om, hvad det kan betyde i Randers Kommune

 

KL’s bestyrelse har besluttet at iværksætte en omfattende lockout fra 10. april. Størstedelen af de ansatte ved dagtilbud og undervisningsområdet er omfattet af lockoutvarslerne. Det er besluttet at undtage en række områder og institutioner.

Ældreområdet og en række sårbare områder på sundheds-, handicap- og socialområdet er altovervejende undtaget fra lockoutvarslerne, ligesom specialundervisning for børn og voksne er undtaget. KL undtager også enkelte funktioner på det administrative område, herunder lønudbetaling og personaleadministration.

På de tekniske områder undtages bl.a. affald, varme, el, vand, gas og spildevand samt ansatte ved kommunale havne, færger, lufthavne og beredskaber.

Et forslag fra Velfærdslisten om at Randers Kommune ikke skal lockoute medarbejderne blev forkastet på sidste byrådmøde med tre stemmer for, 26 imod og to undlod.

For stemte Beboerlisten, Velfærdslisten og Enhedslisten, Undlod: Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Derfor kan konflikten blive en realitet også her i kommunen fra 10. april.

 

Strejke og lockout

Situationen lige nu er, at de faglige organisationer har sendt strejkevarsel til kommunerne med virkning fra 4. april.

Derudover har Kommunernes Landsforening, KL, besluttet at varsle lockout. Den træder i kraft 10. april, hvis der stadig er konflikt på dette tidspunkt.

Nødberedskab

På en række vigtige områder bliver der etableret nødberedskab som skal sikre at konkrete arbejdsfunktioner opretholdes under konflikten. Det er endnu ikke afgjort, hvor der etableres et nødberedskab, men så snart nødberedskaber bliver aftalt mellem parterne på arbejdsmarkedet, kan man på kommunens hjemmeside se en oversigt over nødberedskaber.

 

Der er fortsat mulighed for at parterne når til enighed, inden en konflikt træder i kraft. Men skulle konflikten blive en realitet, kan man finde informationer om, hvilke konsekvenser konflikten kan få for de serviceydelser, Randers Kommune leverer.

Kommunen opdaterer siden løbende, efterhånden som de får flere informationer om konfliktens omfang og konsekvenser. Det er på https://omkommunen.randers.dk/konfliktvarsel/