Alt bliver renoveret i den populære grill på Grenaavej, men bare rolig, isen piller de ikke ved
Grønvang Grill skulle have nye ejer og er nu overtaget af Mette Holme og Claus Andersen, der er kendt fra Ebelå Grill i Drastrup. De har 25 års erfaring fra denne grill, som de kører med succes til glæde for de mange bilister, der hver dag kører forbi i rundkørslen.
Hos Grønvang grill er der næsten også altid fuldt hus – den populære gammeldaws isvaffel trækker hver dag i sommerhalveret randrusianerne af huse og efter en gennemgribende renovering er grillafdelingen nu blevet bragt up-to-date og Grønvang er klar igen med mange nye retter på menukortet. Grønvang er kendt i hele Randers for deres store is og fremover vil der også være store portioner i grillafdelingen. Kødet bliver leveret af Frederiksberg Kødforsyning i Vorup, og der bliver bl.a. lavet 200 grams oksebøffer – portioner der er til at tage at føle på. “Vi indfører som noget nyt seks middagsretter hver dag, man kan vælge imellem, og det hele er hjemmelavet”, fortæller Claus Andersen videre. Middagsretterne er flæskesteg, stegt flæsk, karbonader, hakkebøf, medister og frikadeller “og det hele er selvfølgelig med tilbehør”, siger Claus og smiler.
Derudover bliver der lavet sandwiches, så der også er til de, der foretrækker lidt koldt og hurtigt til at tage med på farten.
Men parret håber også, at der i fremtiden vil blive mulighed for at sidde indendørs og nyde sin mad.
“Vi har netop ansøgt Randers kommune om at tilbygge en pavillon, så det bliver muligt”. Den udendørs terrasse bliver der dog ikke pillet ved. Det vil stadig være muligt på de lune sommerdage at nyde sin mad eller is udendørs med overdækning.
“Og så vil vi gerne være kendt for de store portioner – nøjagtig som man kender det fra isene”, supplerer Claus.
Så bare rolig – de store gammeldaws is forbliver i den gamle udgave, og i fremtiden bliver det nemmere at komme til i grillen, hvor der laves nye tiltag for at komme kødannelsen til livs.
Grønvang åbner op for den nye sæson på fredag 23. marts kl. 16.00 efter en reception for venner og forretningsforbindelser.