Ét af de store temaer i tiden er den mulige forestående lockout af store dele af den offentlige sektor. Advarslen om lockout berører og bekymrer mange – heriblandt SF. I SF mener vi, at den varslede lockout er konfliktoptrappende og er faldet på et alt for tidligt tidspunkt. Derfor stemte vores repræsentant i KL, Kirstine Bille også imod.
Ved byrådsmødet i dag skal vi så behandle et forslag fra Velfærdslisten om, at Randers kommune bør nedstemme KL’s beslutning, hvilket er et sympatisk forslag – omend umuligt. For Randers kommune har med sit medlemskab af KL givet bemyndigelse til, at KL forhandler og indgår overenskomster på vegne af blandt andet Randers kommune jf. KL’s love §1, stk. 3. For at tilbagetrække denne kompetence vil det derfor kræve, at Randers kommune melder sig ud af KL, hvilket skal ske med ét års varsel.

Ligesom fagforbundene er repræsentanter for de forskellige medarbejdergrupper, så er KL kommunernes repræsentant. Det er således fagforbundene, der træffer beslutning om tiltag i forhandlinger såsom strejker. Ligesom det er KL, der træffer beslutning om lockout. Det er også kun de to parter, som kan indgå forlig. Dét er den danske model.

 

Der er dog nogle svage punkter ved den danske model, hvilket vi oplever i disse år. Det er skævvridning af den danske model og misbrug af den magt, de offentlige arbejdsgivere har, i kraft af at have stats-, kommune- og regionskassen i ryggen, når de “tjener” på strejker og lockouter. Det mener vi i SF, at vi skal have rettet op på, så arbejdsgiverne ikke kan tryne medarbejderne ved at melde lockout og indkassere de mange lønkroner – til store personlige tab for den enkelte medarbejder.

Det giver altså ikke mening med Kaspers “smart-i-en-fart-forslag” om at stemme imod KL’s beslutning om lockout. For det er ikke er muligt. Det er kun KL’s bestyrelse, som har kompetencen til at tage beslutningen om at lockoute de kommunalt ansatte, og der er vi selvfølgelig glade for, at Enhedslisten stod sammen med SF om at stemme imod.

SF er imod lockouten, og derfor stemmer vi også gult til forslaget. Det vil være useriøst at stemme for noget, som ikke kan lade sig gøre. Til gengæld mener vi, at de penge, som Randers kommune sparer ved lockout eller strejke, skal fastfryses og holdes på de respektive områder, hvor medarbejderne ikke får løn fra. Derfor stemmer vi for Enhedslistens udmærkede forslag b. En kommende strejke eller lockout skal ikke medføre, at politikerne bruger medarbejdernes manglende lønkroner til andre uvedkommende projekter.

Forhåbentlig finder fagforbundene og KL snart hinanden med et godt og solidt forlig, så vi undgår en storkonflikt. Indtil da må vi lade parterne i den danske model forhandle, mens vi håber på det bedste.

Charlotte Broman Mølbæk
byrådsmedlem for SF Randers