Nu rykker Museum Østjylland for en stund ud af de vante rammer til Faarup og Langaa, hvor museet inviterer til foredrag om oldtiden og oldtidsmenneskene omkringRanders
Museet åbnede i oktober den nye oldtidsudstilling Livet ved Fjorden, som rummer en del fund fra egnen omkring Randers. Det er naturligvis særligt disse flotte fund, som er i fokus denne aften onsdag 21. marts i Purhushallen og i Byrådssalen, Kulturhuset i Langaa..
Der er linet op til en interessant, tankevækkende – og måske også overraskende – aften, når overinspektør på Museum Østjylland, Ernst Stidsing (i Fårup) og museumsinspektør Benita Clemmensen i Kulturhuset i Langå, fortæller om oldtiden i det østjyske. Særligt fokus har Ernst Stidsing denne aften på fund fra egnen mellem Randers, Spentrup, Faarup og Ålum. Benita Clemmensen fortæller blandt andet om det 3.300 år gamle sværd i bronze, der blev fundet Enslev syd for Langaa.
Hør blandt andet om en smykkemode, der var særlig for egnen i bronzealderen.
”Vi skal naturligvis også høre om det fine service, jernalderens mennesker fandt frem, når de fik gæster i deres landsby! ” lover Ernst Stidsing.
Kold, bange og alene i tørvegraven
”Vores lille barn er forsvundet! ” Sådan kunne det have lydt i jernalderen i landsbyen ved Bjerregrav Mose, da et forældrepar desperat ledte efter deres barn. De fandt aldrig barnet.
2.000 år senere opdagede arkæologerne skelettet af et fem-seks-årigt barn, lille af vækst på grund af sult og sygdom. Barnet havde siddet på hug på bunden af tørvegraven med ryggen op mod væggen og må have forvildet sig ud i mosen og faldet i tørvegraven.
”Det var hjerteskærende at se skelettet af et lille barn dukke frem af jorden. Det er jo ikke vanskeligt at forstå den sorg, forældrene må have følt, da barnet ikke kom hjem ved aftenstid, ” fortæller Ernst Stidsing, der selv gravede skelettet frem i mosen ved Bjerregrav.
Langå og de mange runesten
Foredraget i Langå tager afsæt i nogle af de historier, som præsenteres i Livet ved Fjorden. Oldtidsudstillingen rummer mere end 1.400 oldsager, blandt andet et stort stykke af en runesten fra omkring år 950 fundet i Langå.
”Langå er det sogn i Jylland, hvor der igennem årene er fundet flest runesten – hele seks, og det, synes jeg, er vildt spændende. Det vidner nemlig om, at egnen omkring Langå havde stor politisk betydning i vikingetiden! ” fortæller Benita Clemmensen.
Vikingetidens runesten var mindesten over betydningsfulde og elskede mænd og kvinder. Ved vadesteder og vejkryds, og langs veje og sejlbare åer, blev de store farverige og tekstfyldte sten stillet op for at blive set.
Aftenen starter kl. 19 – 21 i Purhushallen i Fårup. Billetter købes på museumoj.dk og er inklusiv kaffe og kage. Der er max plads til 50 personer.
I Langaa inviteres der også på kaffe fra kl 19. Her er plads til 100 personer og billetter købes ligeledes på museumoj.dk