Folk på Museum Østjylland har rodet i arkivskuffer og skabe og har fundet et par skønne, gamle film frem fra 60´ernes Randers
Torsdag 22. marts vises film fra blandt andet arbejdsdagen på Randers Rebslaaeri og renoveringen af Østervold. Begge film er fra 1960’erne og vises kl. 13.30 på Kejsergaarden – Håndværksmuseet.
Håndværksmuseet har tidligere åbnet dørene for en omgang filmfremvisning fra det gamle Randers, og hver gang er folk stimlet til. Derfor gentager museet naturligvis succeserne og viser denne gang to film fra hverdagen i Randers for næsten 60 år siden.
Reb fra morgen til aften
Den ene film har titlen ”En dag på fabrikken”, hvor vi følger arbejderne gennem en lang arbejdsdag på A/S Randers Rebslaaeri. Lige fra det årle morgen, hvor arbejderne tog gennem byen for at møde på deres arbejde på rebslageriet, til fyraften efter dagens slid.
Undervejs i filmen ser man, hvordan de forskellige faser i rebslageriet gribes an. Der er også tid til en visuel tur gennem fabrikkens forskellige lokaler.
Gammelt faldt, nyt kom op
Den anden film viser Østervold under en omfattende omlægning i 1960. Her kan du følge arbejdet med dels at rive gamle bygninger ned, dels at opføre nye moderne bygninger langs det, der skal blive til det nye Østervold.
Filmens fotograf har gået op og ned langs begge sider af Østervold og viser både nye og gamle bygninger, gader og anlæg.
Først til mølle til film
Det er ganske gratis at tage en tur i tidsmaskinen tilbage til tiden før farve-tv, fastfood og fake news.
Pladserne til filmfremvisningen tildeles efter først-til-mølle-princippet, men museet lover at prøve at få plads til alle fremmødte.