Det fortsatte tætte kultursamarbejde mellem Region Midtjylland og de 19 kommuner har fået navn og retning
Nu skal regionens mange kulturaktører på banen og de første events i kalenderen, så borgere i hele regionen får gavn af den fælles satsning på kultur.
Region Midtjylland og de 19 kommuner aftalte i november at fortsætte det værdifulde samarbejde på kulturområdet, der blev etableret med kulturhovedstadsåret. Nu har de 20 samarbejdspartnere efter et opstartsmøde i Silkeborg lagt sig fast på et navn. Overskriften for samarbejdet bliver:
Europæisk Kulturregion – Fortællinger – Kreativitet – Fællesskaber. Eller på engelsk: European Region of Culture – History – Creativity – Community. For udover at skabe direkte kulturel værdi for regionens borgere, skal samarbejdet nemlig også sikre region og kommuner international gennemslagskraft.
Løfter i fællesskab
“Det er fantastisk, at regionens 19 kommuner med hver deres unikke profiler bakker op om at sikre arven efter Aarhus 2017, og jeg er overbevist om, at vi også i fremtiden kan løfte hinanden på kulturområdet. Europæisk Kulturregion er et ambitiøst samarbejde, som vi satser målrettet på fra regionens side”, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).
Samarbejdet finansieres af kommuner og region i fælleskab på den måde, at kommunerne bidrager med én krone per borger, og regionen med samme beløb. Derudover dedikerer Region Midtjylland to årsværk til samarbejdet, ligesom der er mulighed for at målrette penge fra regionens kulturudviklingsmidler til projekter i Europæisk Kulturregion.
Borgerne får stor event i 2019
De kommende uger og måneder står den på involvering af regionens kulturaktører og konkret planlægning af de første fælles-regionale events, udstillinger og arrangementer. Fokus bliver på borgerrettede events, der dyrker samarbejdet, sikrer geografisk spredning og har internationalt perspektiv, og der vil være aktiviteter allerede i løbet af 2018. Derudover ligger det nu fast, at der i løbet af sommeren 2019 afholdes en stor kulturevent, der skal kunne samle borgere på tværs af Midtjylland.
“Kulturhovedstaden viste os, at det skaber værdi for både borgerne og kulturinstitutionerne, når vi arbejder sammen. Derfor er det glædeligt, at det nye samarbejde er kommet godt i gang, og jeg glæder mig til at opleve de første konkrete resultater”, siger formand for Kommunekontaktrådet i Region Midtjylland, borgmester i Randers, Torben Hansen (S).
Også i Fonden Aarhus 2017, der har opbygget og samlet de erfaringer, der er sikret nyt liv med den nye aftale, er der glæde og positiv forventning.
“Det har været en berigelse at opleve det meget frugtbare samarbejde på tværs af kommuner og kulturinstitutioner i kulturhovedstadsåret, og det har netop været en af de helt store styrker i projektet. Derfor er dette et fremragende initiativ til gavn for alle i hele Region Midtjylland”, siger administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Rebecca Matthews.