Nørrevangskolen var fredag eftermiddag 10. november ramme om et stort politisk marked med repræsentanter fra næsten alle de opstillede partier til kommunalvalget
Og der var stor interesse fra borgere i området, for at høre fra deres kandidater, eller de andre som de mødte ved de forskellige stande.
Lene Hartmann – formand for LO Randers var en meget glad kvinde:
”Det er dejligt, at så mange møder frem til en dag som i dag. Vi har jo valgt at lægge det på Nørrevangskolen, fordi det var det sted, næst efter Fritidscentret, der havde den laveste stemmeprocent ved sidste kommunalvalg. Og derfor vil vi godt give borgerne en mulighed for at blive klogere på deres kandidater”, sagde hun.
En af de kandidater, der stiller op for første gang hos et parti, der stiller op for første gang, er Arne Sandberg fra Alternativet. Han vil gerne være med til at bedre tonen i byrådet og opfordre alle kandidater til at huske på, at man jo repræsenterer hele byen, hvis man bliver valgt.
”Du bliver valgt til byrådet for at repræsentere hele byen, og ikke for at pleje dine egne ambitioner. Det skal kandidaterne huske på”, siger Arne Sandberg.
”Og så læste jeg faktisk lige at, næst efter København, har Randers Byråd den værste tone blandt politikerne. Det vil jeg gerne være med til at ændre på. Jeg stiller op fordi, jeg gerne vil være med til at præge helheden, og jeg føler, jeg er nødt til det. Og så kan jeg godt lide Alternativets måde at tænke en alternativ tilgang til politik”, siger han.
Interesserede borgere
Blandt de borgere, der viste interesse for arrangementet, var de tre familiemedlemmer Charlotte, Maria og Marlene Dyrborg.
”Jeg savner faktisk en politisk debat i denne valgkamp”, siger Malene Dyrborg.
”Det kan godt være, at der har været valgmøder, men jeg har ikke hørt om ret mange. Og hvis der har været nogle, skulle de have været annonceret noget bedre”.
Hun er på Nørrevangskolen for at blive bekræftet i, at hun vil sætte sit kryds det rigtige sted. Derfor kommer hun også for at høre de debatter, der er denne eftermiddag.
”Jeg undrer mig også over, at jeg først hører om valgmøderne, når de har været afholdt”, supplerer Charlotte Dyrborg.
Men nu er de her, og de håber at blive klogere:
”Man kan jo altid få noget at vide, som man ikke vidste før”, siger Maria Dyrborg.
En del af Danmark
Nogle af de befolkningsgrupper, der har den laveste valgdeltagelse, er indvandrer og unge. På det politiske marked var to med anden etnisk baggrund dog mødt op for at lære mere om det samfund, de nu er en del af. De to søstre Am´nata Fofana og Mafata Kamara har været i Danmark i syv år. De stammer fra Liberia og er flygtet hertil. De snakker godt dansk og har sat sig ind i det samfund, de nu er en del af.
”Jeg vil gerne stemme, for at være en del af det Danmark, som jeg elsker”, fortæller Am´nata.
”Det er en god ting, at man kan være med til at bestemme, hvad der skal ske i kommunen. Og jeg er her i dag, fordi jeg gerne vil høre, hvad de forskellige har at sige”.
Hendes søster Mafata er enig. Hun er netop kommet ud fra debatten om uddannelse og beskæftigelse.
”Der sker mange gode ting her i Randers, og jeg vil gerne være med til, at det stadig går den rigtige vej, så det også bliver et godt samfund for børnene”, siger hun.
Eftermiddagen bød på flere debatter – blandt andet udbud med omtanke og ulighed. Dagen sluttede med en skarp debat mellem de to største partiers borgmesterkandidater Torben Hansen fra Socialdemokratiet og siddende borgmester Claus Omann Jensen fra Venstre.