Mens andre byråd forstår at samarbejde og skabe brede forlig, har arbejdet i Randers Byråd lige siden storkommunens etablering i 2005 været præget af flertalsdiktatur. En kultur, der også prægede byrådet i gamle Randers Kommune.

I de to første valgperioder blev arbejdet ledet af en socialdemokrat, der ikke tålte at blive modsagt, og som glad og gerne lavede aftaler med byrådets andet store parti, Venstre, og når de var enige, så blev det døve øre vendt mod de mindre partier.

For fire år siden gik Velfærdslisten til valg på at få et mere samarbejdende byråd. Da Socialdemokraterne ikke turde tage et opgør med den hidtidige borgmester, satte vi vores lid til, at en Venstremand, der ikke var fedtet ind i fortidens mudder, kunne skabe et samarbejdende byråd, og sammen med andre mindre partier skaffede vi ham borgmesterkæden.

Men ak, han skuffede fælt! Så snart han ved hjælp af et par overløbere kunne skabe et flertal med DF, glemte han alt om at forsøge at skabe brede forlig. De partier, der ikke ville indordne sig under V’s og DF’s overherredømme, blev udpeget som ballademagere, der var ude på at sabotere arbejdet i byrådet, selv om fakta er, at samarbejdet i byrådet blev saboteret af flertalsdiktaturet, mens ”ballademagerne” kæmpede for åbenhed og borgernes rettigheder og medindflydelse.

I Velfærdslisten har vi ikke opgivet håbet om, at vi også i Randers kan få et byråd, der kan samarbejde bredt. Men historien viser, at hvis det skal ske, så er det sikreste, at borgmesteren ikke kommer fra et af de store partier.

Derfor tog Velfærdslisten i foråret initiativ til blandt byens mindre partier og lister at skabe et bredt samarbejde om øget borgerinddragelse og større åbenhed i beslutningsprocessen. Ligesom vi har fået samlet det største og bredeste valgforbund udenfor de store partiers skygge.

Frem til konstitueringen af det nye byråd vil vi fortsætte med at skabe grundlag for, at partier og lister på tværs af valgforbundene kan samle sig om en borgmester fra et af de små partier. Gerne Mogens Nyholm, som er vores valgforbunds kandidat. Mogens har gennem de seneste 4 år konsekvent stemt imod nedskæringer og mørklægning, og i Velfærdslisten vægter vi politisk praksis højere end varme løfte i forbindelse med et kommunalvalg. Vi finder det vigtigt med en borgmester, der vil gøre op med flertalsdiktatur og i stedet søge brede forlig med mange partier og lister til gavn for kommunens borgere, og som vil arbejde for øget borgerinddragelse og større åbenhed i beslutningerne.

Per Schultz-Knudsen
Organisatorisk koordinator, Velfærdslisten
Granvænget 11
Fårup