Min generelle holdning er at:

Hvis man ønsker større ændringer for større befolkningsgrupper, bør de involverede parter tages med på råd til en forhandling.

Alle, der har været med til beslutningen, kommer til at føle ejerskab for projektet og vil bakke op om det.

Kun derved opnås langtidsholdbare løsninger.

Hvis byrådsflertallet havde fulgt denne indlysende og demokratiske borgerinddragelse, havde det nok set anderledes ud for:

Hal 4

Havnebad

Water og wellness

Skolestrukturen

Denne mulighed fik borgerne ikke, for så risikerede byrådsflertallet at vælgerne ville blive demokratisk medbestemmende for deres eget liv, – og det ville jo ændre politikernes planer.

På byrådsmødet 18/9, blev det besluttet, at udsætte beslutningen om opførelse af Hal 4 til efter valget 21/11. (Det handlede ikke om at skrotte projektet, blot udsætte beslutningen, så vælgerne kunne bestemme.) Dette skete, fordi et venstremedlem var fraværende, og suppleanten var socialdemokrat, da venstremedlemmet havde skiftet parti.

Næste byrådsmøde 2/10 var venstremedlemmet tilbage på pinden, og afgørelsen blev omstødt.

Et godt eksempel på at borgerinddragelse kunne skabe varige løsninger, som vælgerne – der så er beslutningstagere – bakker op om.

At bygge en politik på et snævert flertal giver konstant bøvl og ustabilitet. Denne tilstand befinder vi os i nu.

Der er faktisk allerede nu mulighed for at lave vejledende folkeafstemninger for lokale projekter, men dette bliver sjældent brugt.

Hvis man har flertallet – som nu V og DF – og får sat en vejledende afstemning i værk, kan de jo (næsten) blive nødt til at acceptere vælgernes holdning, og dermed tabe ansigt.

NB:

Jeg plejer ikke at bruge spalteplads til at rose regeringen, men ret skal være ret, – her har de fat i noget rigtigt:

Jyllands-Posten skriver 3/10, at regeringen vil gøre det muligt at holde bindende folkeafstemninger ude i kommunerne.

Simon Emil Ammitzbøll præsenterer det færdige forslag sidst i februar 2018.

Det bliver spændende at se, hvordan forslaget bliver udformet.

Se – det er ægte radikal politik, som alle bør bakke op om.

 

Poul Rubach
Byrådskandidat for Radikale Venstre
Bækkevej 28
Harridslev