I den meningsmåling som Radio ABC/Din Avis har fået foretaget af Infact fremgår det, at et flertal af vælgerne faktisk går ind for den nye Multiarena i Randers
I undersøgelsen blev der spurgt: “Er du positiv eller negativ overfor den nye Multiarena Randers?”
Dertil svarede 38,5 procent at de var positive og kun 31,6 var negative. 30 procent sagde ”Ved ikke” til spørgsmålet.
Der er størst positivitet blandt mændene med 44,5 procent, mens kun 32,5 procent kvinder er positive for byggeriet. Negativ er 31,8 procent mænd og 31,3 procent kvinder.
Der er dermed langt flere kvinder, der ikke har taget stilling til spørgsmålet – her er det 36,2 procent der ikke har taget stilling, hvor imod der blandt mændene kun er 23,7 procent, der ikke har taget stilling.
Det er Liberal Alliance og Venstres vælgere, der er mest positive for den nye Multiarena. Blandt de, der vil stemme på Liberal Alliance, er hele 60,9 procent positive for en multiarena og det tilsvarende tal er 57,6 procent af Venstres vælgere. Bemærkelsesværdigt er det, at der blandt Socialdemokratiets vælgere også er flertal med 37,3 procent stemmer, der er positive og alene 34,0 procent, der er negative. Ligeledes er der også blandt Beboerlistens vælgere en lidt speciel opdeling, da en måske forventet negativitet for multiarenaen i undersøgelsen faktisk viser sig som 41,8 procent, der er positive og 41,8 procent, der er negative.
”Det er dejligt med positive tal”, siger borgmester Claus Omann Jensen.
“Vi har hele tiden troet på at det var den rigtige beslutning at træffe. Vi er nødt til at investere i de rigtige rammer. Vi mister for mange events i byen, som det er nu. Det er både messer og sportsarrangementer, vi går glip af. Med flere arrangementer kommer der også mere liv i byen. Der vil blive en afsmitning på både handlen og blandt vores hoteller”, siger han.
Det leder spørgsmålet hen på om der fra Randers´ side skal investeres i at tiltrække arrangementer, som også var en spørgsmål i undersøgelsen. Her svarer hele 79,2 procent positivt til spørgsmålet ”Er du positiv eller negativ for, at Randers investerer for at tiltrække arrangementer til byen?” Kun 8,6 procent er imod.
Socialdemokratiets vælgere er positive overfor investeringer for at tiltrække arrangementer. Her siger 83,5 procent, at det ser de gerne. hvorimod kun 5,8 procent er imod. Den samme stemning er der blandt alle partier og listers vælgere Flest positive tanker om investeringer er der blandt Velfærdslistens vælgere, hvor 86,4 procent er for investeringer i arrangementer i Randers. Mindst opbakning er der blandt Alternativets vælgere, hvor dog 60,0 procent bakker op om investeringer i at tiltrække arrangementer til byen.