Det er ikke acceptabelt, mener flertallet som Infact har spurgt på vegne af Radio ABC/Din Avis
På spørgsmålet om det skal være tilladt at skifte fra et parti til et andet under en valgperiode siger 61,5 procent, at det skal det ikke, hvorimod kun 25,5 procent er imod. 13,1 procent har ikke taget stilling til spørgsmålet.
Hos en af partihopperne – Ole Skiffard – som skiftede fra socialdemokratiet til Venstre under denne byrådsperiode, mener han, at det er vigtigt at kigge på årsagen og ikke kun på om man skifter fra et parti til et andet.
“Jeg skiftede, fordi socialdemokraterne gik bag min ryg i sagen om skolelukningerne. Jeg havde hele tiden sagt, at jeg var imod, og de gik alligevel til hovedafdelingen for at høre, om jeg kunne eksluderes. Jeg kan sagtens tåle et politisk nederlag, men jeg kan ikke acceptere, at man går bag min ryg”, lyder det kontant fra Ole Skiffard, nu Venstre.
Han forstår dog godt, at flertallet er imod man skifter, og at det kan være svært at have tillid til en person der skifter parti.
“Men hvis man kigger på det, så er der jo ikke så stor forskel på partierne og listerne – bortset fra nogle få eksempler”, siger han.
Han så dog også gerne, at der var et bredere samarbejde i byrådssalen, og at Socialdemokratiet og Venstre kunne finde ud af at arbejde sammen. Hvorfor de ikke kan det, havde han ingen kommentarer til.
Denne byrådsperiode bød på endnu et partihop. Nemlig Susanne Ringe Sørensen, nu også Venstre. Hun var valgt ind for Socialdemokratiet. Og hos både Socialdemokratiets og Venstres vælgere er der ikke accept af denne handling. Ud af de, der ved dette valg, vil stemme på socialdemokratiet siger 69,3 procent at det ikke er acceptabelt at skifte og hos Venstre er det 62,3 procent, der er imod et partihop.
Det var ikke muligt at træffe Susanne Ringe Sørensen, for en kommentar, da hun ikke svarede tilbage på vores henvendelser.
Anderledes ser det ikke ud hos de øvrige partier og lister, der stiller op. Mest markant er det hos Velfærdslistens vælgere med hele 81,8 procent, der er imod partihop, tæt forfulgt af Beboerlisten, hvor der er 79,6 procent imod.