Jeg vil starte dette brev med en lidt sjælden anerkendelse af, at Venstre og DF ved budgettet tilførte nogle penge til daginstitutionerne. Hvor er det bare ærgerligt, at anerkendelsen allerede stopper her.

For det er desværre ikke i nærheden af nok. Ikke i forhold til hvad vores fagfolk fortæller os, at børnene har brug for. Men til dette lyder svaret ofte i byrådssalen, at midlerne er begrænsede, og vi skal bruge borgernes penge med den største respekt. Men det er faktisk også derfor, at vi vil placere langt flere af dem i en bedre start på livet.

For en investering tidligt i livet er en investering i hele livet.

Flere pædagoger giver mere kontakt mellem barn og en voksen. Børnene får mere støtte. Udvikles mere. De ses og høres mere og tror derfor mere på deres eget værd og evner. De vokser sig til stærkere unge, der trives og tør. Unge, der vil gøre deres bedste for et liv, de ønsker. Og som kan tage den uddannelse, de ønsker. Det giver lykkeligere borgere, der fik bedre vilkår end deres forældre, og som tager del i samfundet. Som er med til at give noget endnu bedre videre til de næste.

 

Og sådan er vores pædagoger altså en af velfærdens grundpiller, som hver enkelt borger bygger et langt og godt liv ovenpå.

I kommunen har vi ikke minimumsnormeringer – ikke engang normeringer. Det skal vi have ændret. Vise, at vi erkender det vigtige arbejde. At vi faktisk mener, at vores mindste borgere, børnene, har ret til voksne nok – og at vi selvfølgelig sætter handling bag.

Vi skal lytte til hverdagens eksperter. BUPL anbefaler 3-6-9-minimumsnormeringer i henholdsvis vuggestue, børnehave og SFO. Det er det, vi kæmper for. I vores budgetforslag i år havde vi prioriteret 75 millioner over de næste fire år, til arbejde os hen imod dette. Samtidig havde vi fundet penge til separat anlægsbudget, så der ikke skulle tages midler fra pædagogstillinger, hver gang en institution eller legeplads skal repareres.

 

Pædagogerne i daginstitutionerne står ofte alene med 20 børn. Og ofte står SFO-pædagogerne med endnu flere. Det er et helt overset, og uacceptabelt, problem. Det er i SFO’erne, at børnene virkelig kan få styrket de sociale bånd til klassekammeraterne. Uden nok pædagoger til at støtte og vejlede børnene socialt kan især de mest udfordrede børn blive ensomme. Og så er hverken fundamentet for ordentligt selvværd eller en god indlæring på plads.

Den bedst mulige start på livet er en kollektiv indsats – og vi skylder vores børn noget mere, end det de får nu. Sammen skal vi videre.

Charlotte Broman Mølbæk
Byrådsmedlem for SF Randers