Venstres spidskandidat Carsten Kissmeyer viser igen, at han ikke har styr på fakta om forholdene i Region Midtjylland. Det sker i et debatindlæg hvor Kissmeyer forsøger at blæse en sag om svartider på radiologernes IT-system op til en stor IT.skandale. I debatindlægget undrer Kissmeyer sig over, at pressen ikke har interesseret sig for sagen. Måske er det, fordi der ikke er nogen sag.

I debatindlægget påstås det, at der er timelange ventetider for røntgenlæger, der anvender systemet. Det er imidlertid ikke korrekt. I værste fald kan det tage op til 2 minutter for lægen at vente på en meget stor billedfil, som ligger i arkivet, mens nye billeder kan hentes frem på computeren omgående. Det fremgår af et nyt notat, som regionsrådet netop har modtaget om status på røntgenlægernes IT-system.

Kissmeyer kalder det en skandale og forsøger at sammenligne det med indførelsen af det nye IT-system i Region Hovedstaden. Den sammenligning har intet på sig. Selvom Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget sikkert gerne ville have en skandale, som han kunne bruge i valgkampen, så er der altså ingen skandale her.

 

For at løse et stort problem, som altså ikke er der, foreslår Carsten Kissmeyer, at man skal udskyde renoveringer af hospitalsbyggerierne i Horsens og Randers. Venstres formandskandidat mener således, at patienterne på disse hospitaler må vente endnu længere på moderne forhold, fordi man hellere vil bruge 145 mio. kr. på at anskaffe et nyt IT-system til røntgenlægerne. Det er kedeligt, at Venstre på denne måde tydeliggør et meget lavt ambitionsniveau for akuthospitalerne i Randers og Horsens, og det kan vi kun tage afstand fra. Hvad siger Venstres regionsrådsmedlem Jørgen Winther, fra Randers i øvrigt til, at Regionshospitalet Randers ifølge Kissmeyer må udskyde færdiggørelsen af hospitalet yderligere til efter år 2034? Det vil være nye sengestuer som udskydes, bemærk der er 32 4 sengs stuer på Regionshospitalet Randers.

Naturligvis skal IT-systemerne i Region Midtjylland være tidssvarende og effektive. Derfor har der også været arbejdet målrettet i det seneste år på at løse ventetider i røntgenlægernes It-system. Ventetider der ganske rigtigt var blevet for lange. Det er de ikke længere, og nu drejer det sig om opgraderinger og ikke dyre udskiftninger af hele systemer.

Socialdemokraterne i Region Midtjylland vil udvikling af alle Akut hospitaler.

 

Anders Kühnau                                                              Henrik Gottlieb Hansen

1. næstformand i Regionsrådet                                    Regionsrådsmedlem Randers

Formand for Hospitalsudvalget                                   Formand Psykiatriudvalget

Kandidat regionsrådsformand                                      Regionsrådskandidat