Nu har Christian Kjeldsen sigtet rettet mod EM for A-hold i Holland næste år
17-årige Christian Kjeldsen fra Dronningborgs U19-hold var med på det danske handicaplandshold i fodbold, der i Italien deltog i EM og vendte hjem med sølvmedaljer efter finalenederlag mod Storbritannien.

Christian var med på U19 CP-landsholdet (for spillere med cerebral parese, der er den i Danmark hyppigst forekomne diagnose hos børn med medfødt hjerneskade – red.) i turneringen kaldet European Para Youth Games, der har status af EM for U19 CP-landshold.

Desværre havde turneringen kun deltagelse af tre hold – foruden Chr. og Danmark også Spanien og Storbritannien.

”Mange nationer havde brugt deres budget og penge på deltagelse i VM for A-landshold i Argentina. Derfor var der ikke råd til også at deltage i Italien,” fortæller Christian, der kom på hårdt arbejde.

”Vi mødte gode hold og tabte begge indledende kampe – 0-2 til Storbritannien og 1-5 til Spanien. Det betød, at vi skulle spille semifinale mod Spanien,” siger Christian, der kom på scoringstavlen mod spanierne i kampen om en finaleplads.

Højdepunktet
Semifinalen blev det resultatmæssige højdepunkt for Christian og Danmark.

Spanierne kom foran, men Christian fik udlignet, hvorefter Danmark efter en dramatisk kamp og forlænget spilletid vandt 4-2 og dermed var klar til finalen. Danmarks førstemålmand var blevet skadet i semifinalen, hvorfor det danske hold var tvunget til at lave ændringer. Trods en god indsats endte det med finalenederlag på 0-3 til et stærkt modstanderhold.

”Jo, det var en fed oplevelse at score i en landskamp,” siger Christian, der ikke er bleg for at indrømme, at det danske hold havde en fordel i kampen om finalepladsen, da Danmark for anden gang skulle møde Spanien.

”Da havde de spanske spillere spillet tre dage i træk og var slidte, mens vi til gengæld havde haft en hviledag. Det blev en meget tæt kamp, men det var tydeligt, at de spanske spillere var mærkede af kampe tre dage i træk,” siger Christian, der har fået mod på mere og nu drømmer om A-landsholdet.

Faktisk har han allerede været med A-landsholdet – på en tur til Hamburg med to kampe, der begge endte med dansk nederlag.

”Men tyskerne var virkelig gode. Det ene nederlag var på 3-8 og det andet med noget lignende,” erindrer Christian.

”At være udtaget til A-landsholdet er da et skulderklap, og vi er flere fra U19-holdet, der har fået chancen. Det tager jeg som et tegn på, at man satser på os unge, som man vil indlemme i A-truppen,” håber Christian.

I sommeren 2018 er der EM for A-hold i Holland. Og Christian vil selvfølgelig gerne med.

”Så det er bare med at klø på, og det er jeg klar til,” siger Christian, der er født med cerepral parese, der er en motorisk skade forårsaget af blødning i hjernen som lille. Til daglig spiller på DB’s U-19-hold og træner med seniorerne. Og ingen af de andre på anlægget på Udbyhøjvej har scoret i en landskamp mod Spanien. En af ungdomstrænerne derude, Erik Bo Andersen, har spillet landskampe – seks A- og én B-landskamp og scoret en enkelt pind – for B-landsholdet mod Skotland.