Fire partier og lister i fælles kamp for at sikre bedre samarbejde i det nye byråd
Et hidtil uset bredt valgforbund blev tirsdag præsenteret på et pressemøde i Randers. Valgforbundet indeholder så forskellige partier og lister som Det radikale Venstre, Velfærdslisten, Sociallisten og Enhedslisten.
“Valgforbundet er ren valgteknik, men er samtidig et fælles signal om, at i næste valgperiode skal alle byrådsgrupper med i arbejdet”, konstaterer formanden for Det radikale Venstre i Randers, Hans Toftdahl.
organisationskoordinator i Velfærdslisten, Per Schultz-Knudsen supplerer:
“De seneste valgperioder har tydeligt vist, at det ikke er godt for samarbejdet i byrådet, hvis der er et par store partier, der dominerer byrådet, og som kan tillade sig at se bort fra alle byrådets øvrige partier eller lister. Derfor er det vigtigt, at vi kan få et byråd, hvor partierne og listerne er mere ligeværdige. Det vil styrke muligheden for at få et samarbejdende byråd og bredere forlig, hvor der tages hensyn til de forskellige holdninger, som vælgerne har besluttet, skal være repræsenteret i byrådet”
Også Sociallisten er gået med:
“Sociallisten er gået ind i valgforbundet, fordi et af vores kernepunkter er samarbejde, vi tror på, at et godt samarbejde er en styrke for alle. Med de problemer herunder skoleområdet, uro i visse afdelinger og på hele det sociale område, der er i Randers Kommune, er det bydende nødvendigt, at partier og lister samarbejder. Vi tror på, at vi i valgforbundet på trods af politiske forskelle har så mange punkter, hvor vi lokalt har de samme grundlæggende mål bl.a. på det sociale område, at vi står styrkede i forhold til det nuværende byrådsflertal”, fortæller Søren Mikkelsen fra Sociallisten.
Det er den røde fløj samt et blå parti der nu går sammen og valgforbundet tæller derfor også Enhedslisten:
“Enhedslisten har fokus på åbenhed og et nyt byrådsflertal, der samarbejder om bæredygtige forbedringer med et reelt vælgerflertal bag. Dette åbne valgforbund af partier og lister er et skridt på vejen, og vi håber, at fx Beboerlisten, SF og Alternativet vil overveje at tilslutte sig valgforbundet”, siger spidskandidat for Enhedslisten, Frida Valbjørn Christensen, der peger på, at der af aftalen fremgår, at valgforbundet er åben for andre partier, der kan tilslutte sig aftalen.
Ud over det rent valgtekniske har partierne og listerne i valgforbundet aftalt at pege på Mogens Nyholm, Det radikale Venstre, som kommende borgmester.
“Som vi konstaterer i aftalen, så er det vores fælles opfattelse, at en forudsætning for bedre og bredere lokal-demokrati med øget borgerinddragelse og større gennemsigtighed i beslutningsprocessen i byrådet og udvalgene er, at borgmesteren efter kommunalvalget ikke repræsenterer et af byrådets større partier. Og vores bud er Mogens Nyholm”, fastslår Hans Toftdahl, Radikale Venstre.
“Jeg har tidligere gennem flere år arbejdet politisk sammen med Mogens Nyholm, og kender ham som en reel politiker, der er ordholdende, og som af et ærligt hjerte ønsker et mere samarbejdende byråd. Det er jeg sikker på, at han som borgmester vil kunne formidle, og derfor har vi fra Velfærdslisten anbefalet de øvrige at bakke op om ham som kommende borgmester”, fortæller Per Schultz-Knudsen.
Deltagerne i valgforbundet vil nu fortsætte drøftelser med andre partier og lister, der vil blive inviteret til at blive en del af valgforbundet.