Myretuen kommer til at rumme mange forskellige friluftsaktiviteter, og får stor betydning for både det lokale område men også for andre borgere i Randers og omegn. ByNaturrummet skal understøtte den igangværende udvikling af naturområdet. Visionen er at skabe ét stort ByNaturrum for hele Randers, med en bred vifte af naturformidling og friluftsliv.
”Det er et modelprojekt for et helt nyt fænomen. Naturelskere i – og omkring Randers får et af landets første ByNaturrum. Det kommer til at ligge i baghaven af nogle af vores største almene boligområder i Randers” siger Louise Hou Kragh, sekretariatsleder i Bysekretariatet.
Det var folk fra Bysekretariatet, Nordre Fælleds venner, Skov og Naturstyrelsen og så borgmesteren der tog det første spadestik til det unikke byggeri, der skal laves i træ.
Det er flere af partierne i byrådet der for et par år siden satte projektet på budgettet – blandt andet socialdemokraterne var med i beslutningen. Deres formand Torben Hansen var også til stede ved det første spadestik.
“Hvis vi politikere tør at skabe noget sammen med borgerne behøver det ikke at koste alverden”, sagde Torben Hansen.
“Vi er gået med i det her, fordi vi mener, det er en god ide. Det bliver en ti meter høj forbindelse til naturen, og vi håber at Nordre Fælleds Venner vil holde hånd i det. Vi er utrolig glade for projektet og glade for at Skov og Naturstyrelsen lader os bruge de 140 hektar som området rummer. Det er ikke alene godt for Randers det er også godt for områdets beboere, her kommer jo mange mennesker her dag”, sagde han.
Bred støtte til projektet
Der er mange, der har bakket op om projektet. Udover beboere og frivillige, er der modtaget økonomisk støtte til realisering af projektet fra: A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond til almene formaal, Lokale og Anlægsfonden, Realdania Fonden, FriluftsRådet og De Lokale Grønne Partnerskaber. Byggeriet bliver etableret af lokale håndværkere, sammen med Randers Produktionshøjskole som vil bistå med hjælp og arbejdskraft fra eleverne hvor det er muligt.
ByNaturrummet er udviklet og tegnet af arkitektfirmaet Elkiær + Ebbeskov og Leth & Gori. Myretuen forventes at stå færdigt inden efteråret.