Inspireret af den populære Pokemon Go-dille har billedkunstneren Gotfred Lom besluttet sig for at give borgerne i Randers endnu en ting at jage efter. I løbet af efterårsmånederne vil han placere 20 små malerier på forskellige steder i Randers midtby
 
Malerierne vil alle have en lille hilsen, der siger ”Tag et gratis maleri”, og hvis man finder et malerierne, er man velkommen til at beholde det.
Gotfred Lom er bosat i Vorup og er en international anerkendt kunstner, der tidligere har udstillet i gallerier i London, i USA, i Irland og i Serbien. Han arbejder i øjebilkket på en udstilling, der skal vises i København i november.
”Jeg bor i Randers og får min inspiration herfra,” siger han. ”Jeg vil gerne give noget tilbage til byen, og jeg syntes, dette kunne være en sjov måde at gøre det på. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad der sker med malerierne, men jeg håber da, at de bliver fundet, og at finderne vil blive glade for dem. Det sker jo heller ikke så tit, at kunstnere ligefrem forærer deres værker væk. Det er ment som en gave og som en tak for alt det, byen har givet mig.”
Alle malerierne vil være 30 x 40 cm eller derunder, og de vil alle være akryl på masonit.