Randers Kommune har fået medhold i Naturklagenævnet i en sag om udvidelsen af Rosenørnsgade. En række borgere havde bl.a. klaget over, at der ikke skal laves en VVM-redegørelse for projektet.Trafikprojektet på Rosenørnsgade i Randers handler bl.a. om at give bedre plads til den kollektive trafik ved at udvide vejen til fire spor. Samtidig skal Rosenørnsgade ende i et signalreguleret kryds i stedet for den nuværende rundkørsel, der i dag forbinder Rosenørnsgade, Udbyhøjvej, Østervangsvej og Dragonvej.I forbindelse med vedtagelsen af projektet vurderede Randers Kommune, på baggrund af rådgivning fra konsulentfirmaet COWI, at det ikke var nødvendigt at gennemføre en undersøgelse af projektets virkninger på miljøet – altså en såkaldt VVM-undersøgelse. Men en række beboere omkring Rosenørnsgade klagede over dette til Naturklagenævnet. Nogle beboere klagede samtidig over, at der ikke blev lavet en ny lokalplan i forbindelse med vejprojektet.Men Naturklagenævnet har netop afgjort sagen til Randers Kommunes fordel. Randers Kommune er således ikke forpligtet til at lave VVM-undersøgelse eller en ny lokalplan for at kunne gennemføre projektet.Det forventes at arbejdet med udvidelsen af Rosenørnsgade kan begynde i 2012.