Af Kian Johansen, redaktør Din Avis Randers

Nogle beslutninger kan måske virke fornuftige på papiret, men rammer hjertet i virkelighedens verden.

For det her handler ikke bare om mursten og kvadratmeter, men om mennesker og fællesskaber, der nu står uden et sted at mødes. Huset har været hjem for ældre i Randers, et sted hvor samtaler, aktiviteter og samvær har blomstret.

Rotaryhuset har i mange år været et samlingspunkt, hvor både Ældre Sagen, Rotary og andre foreninger har gjort en forskel for de mange, der hver uge trådte ind ad dørene.

Med over 500 brugere om ugen og et imponerende aktivitetsniveau på mere end 200 dage om året, har huset ikke bare været et sted – det har været en base. Et sted, hvor gangbesværede trygt kunne deltage i foredrag, fællesspisning og møder uden at bekymre sig om trapper eller manglende busforbindelser. Alt var gennemtænkt og skabt til de mennesker, der har mest brug for det.

Juridisk er alt i skønneste orden. Kommunen har retten på sin side, og man kan godt argumentere for, at skattekronerne skal bruges fornuftigt. Men her stopper retfærdigheden også, for hvor blev dialogen af? Hvorfor blev politikerne ikke orienteret tidligere, og hvorfor blev foreningerne ikke inddraget, før tæppet blev trukket væk under dem?

Det største tab er den ånd, som Rotaryhuset repræsenterer. For her er ikke bare lokaler, men også en følelse af samhørighed og nærvær, der ikke kan flyttes rundt som møbler. Når kommunen siger, at man vil hjælpe med at finde nye lokaler, er det selvfølgelig godt. Men lad os være ærlige: Der er forskel på at finde nye kvadratmeter og på at genopbygge det fællesskab, der er skabt gennem årene i Rotaryhuset.

Man kunne ønske, at kommunen havde taget sig tid til at tænke det her grundigt igennem. Måske kunne der have været en mellemvej – et kompromis, hvor både kommunen og foreningerne kunne få plads. Men nu står vi her, med en beslutning, der juridisk set er korrekt, men menneskeligt set virker helt forkert.