Listen er lang – og den inkluderer kun arrangementer inden for kommunegrænsen.
AF CECILIE BISGAARD
Hvis du elsker jul og synes, det er hyggeligt at tage på julemarked, så har du sikkert allerede helt styr på, hvor du skal hen og hvornår.
Men hvis du kun er faldet over de store julemarkeder som på Clausholm Slot og Ulstrup Slot, eller hvis du gerne vil afsted til noget lidt mere lokalt, så kan guiden her være en hjælp.
Vi har nemlig samlet de lokale julemarkeder, der finder sted i Randers Kommune. Der er både store og så. Der er julemarkeder, som er arrangeret af foreninger, og der er julemarkeder, som er mere kommercielle. Vi har det hele med, så du selv kan vælge lige de julemarkeder, der passer til dig.
God jul og god tur!
Julemarked på Hvidsten Kro
Søndag 24. november er der julemarked i de historiske omgivelser på Hvidsten Kro. Der er juleboder, hvor du kan købe håndlavede juledekorationer, kunsthåndværk og meget mere.
Du kan også købe lokale delikatesser og lidt godt til ganen.
»Der vil være masser af julehygge og dejlige dufte. Det er den perfekte anledning til at købe unikke julegaver og nyde den varme, stemningsfulde atmosfære sammen med venner og familie,« skriver Familien Fiil.
Julemarkedet er åbent klokken 10 til 16. Der er fri entré.
Soroptimisternes julebod
Houmeden, der er Danmarks ældste gågade, vil igen i år være julepyntet og fyldt med boder til ’Jul i Houmeden’.
En af boderne står Soroptimist International Randers bag. Soroptimisterne har hjemmelavede lækkerier og pyntegrønt i deres bod.
»For mange kunder hører det julen til at kunne købe lige præcis deres favorit indenfor julespecialiteter. ”Det smager af jul,” siger de,« fortæller Lene Toftegård Nielsen fra Soroptimist International Randers i en pressemeddelelse.
Du kan besøge Soroptimisternes julebod både lørdag 23. november og lørdag 30. november. Begge dage klokken 9-14.
»Vi kan love såvel gamle som nye kunder, at vi har de velkendte ting som julesmåkager, jule-pickles, svensk dronningesyltetøj, Soroptimist-symfoni og havtornejuice – for ikke at glemme julebuketter, mos-hjerter, granhunde, julepindsvin og mange andre hjemmelavede ting. Vi har haft travlt, og vi glæder os,« siger Mette Holme, som er tovholder for juleboden.
Alt overskuddet fra salget går ubeskåret til Soroptimisternes arbejde for at forbedre kvinder og pigers vilkår og rettigheder lokalt, nationalt og internationalt. De arbejder over hele verden for eksempel for at bekæmpe vold mod kvinder. Alt, der sælges, er hjemmelavet og fremstillet af Soroptimist International Randers’ medlemmer, som selv dækker alle udgifter i forbindelse med fremstillingen.
Julemarked på Randers Lille Skole
Der er både julecafé, kreative nørklerier, hjemmelavede produkter og kunsthåndværk- og flidsmarked, når Randers Lille Skoles Venner inviterer til julehygge.
Det hele foregår lørdag 30. november klokken 10-14. Der er gratis adgang for alle.
Julestue i Romalt
Hele huset oser af jul, når Romalt Kultur- og Forsamlingshus holder julestue. Der er julehygge, og du kan købe hjemmelavede juleting fra 15 boder. Julemanden kommer også på besøg flere gange i løbet af dagen, og det er muligt at få en tur i hestevogn.
Der er hjemmelavede æbleskiver, gløgg og risalamande. Der er også en tombola, hvor du kan vinde sponsorgaver.
»Julestuen er altid velbesøgt,« skriver forsamlingshuset i en pressemeddelelse.
Overskuddet fra julestuen går til forbedringer i kultur- og forsamlingshuset, der deler adresse med aktivitetshallen.
Du kan besøge julestuen 23. november klokken 10-16.
Jul på Carlslund Plantage
Juleboden på Carlslund Plantage, der er Danmarks største fæld-selv-plantage med salg af Normann juletræer, er åben alle weekender i december (inklusiv 30. november). Her kan du fælde dit eget juletræ eller bare vælge et af de allerede fældede træer på gårdspladsen.
Der er også rig mulighed for at hilse på gårdens dyr. Der er både æsler, ponyer og selveste rensdyret Rudolf.
I juleboden kan du købe Glühwein, varm kakao, æbleskiver og andre forfriskninger, skriver plantagen.
Det er gratis at besøge plantagen, der ligger i Karlslund mellem Sønder Borup og Askildrup. Juleboden har åbent lørdag og søndag i december (og 30. november) klokken 10-17 . Det er desuden åbent for fæld-selv-juletræer på hverdage også klokken 10-17.
Julestue i drivhusene
I drivhusene hos Grønt og Kreativt, der ligger mellem Tjærby og Vestrup, er der julestue alle weekender i december (inklusiv 30. november).
»Her kan du finde alt, hvad du skal bruge til at gøre julen helt magisk – fra smukke juletræer og flotte juledekorationer til unikt hjemmelavet julepynt på reolerne,« skriver virksomheden.
Der vil også være en udstilling med mekaniske nisser. Der kan købes gløgg og æbleskiver i julestuen.
Julestuen er åben alle weekender i december (inklusiv 30. november) klokken 10-15.
Jul på Gaia
Kunstnerne på Gaia Akademi har igen i år haft travlt med at hjælpe de små nisser, som bor i Gaia Juleby. De har bygget til, forbedret, udvidet, forhøjet og moderniseret byen. Der går også rygter om, at de har bygget det højeste udsigtstårn i Randers udstyret med en særlig landingsplatform til julemanden.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Gaia Museum Outsider Art.
Gaia Design og Kreativt Værksted har lavet original håndlavet julepynt og brugskunst af forskellig art. Fællesnævneren er ’klimavenlig’, og de har derfor brugt genbrugsmaterialer og upcycling af for eksempel metaldåser, knapper, garn og broderier.
Gæstekunstner Mads Dinesen har lavet et tema omkring broderi sammen med kunstnere fra Gaia Akademi og medarbejdere fra det kreative værksted. De små originale kunstværker pynter på det store juletræ i akademiet og kan købes med hjem.
Der vil også være forskellige aktiviteter rundt på Gaia Museum, som du kan være med til.
I Café Gaia Papaya spiller Harbo & Sand juleblues, jazz og folk. Caféen disker op med sprøde tarteletter med høns i asparges og vegetarisk svampestuvning. Du kan også købe hjemmelavede vaniljekranse, lune æbleskiver og gløgg.
Juleudstillingerne, butik og café er åbne til og med fredag 20. december. Åbningstiderne er mandag klokken 10-15, tirsdag til torsdag klokken 10-16, fredag klokken 10-14 og lørdag klokken 10-15.
Kirkeligt julemarked
Du kan både købe julegaver, julepynt og julegodter, når der er julemarked i Sct. Clemens Kirke. Der er boder, hvor der bliver solgt nørklerier, kunsthåndværk og meget andet.
Du kan også købe gløgg, kaffe, saft og tilbehør, skriver kirken.
Indtjeningen fra salg i kirkens egne boder går ubeskåret til kirkens julehjælp/generel hjælp i sognet.
Du kan besøge julemarkedet søndag 1. december klokken 11-14.
Julemarked på Randers Friplejehjem
På julemarkedet vil der være flere forskellige boder med hjemmestrik og lidt retro-ting. Du kan også købe dekorationer og adventskranse.
Til de lækkersultne er der en kagebod, og du kan desuden købe gløgg, kaffe, æbleskiver og småkager. Der vil også være en bod til børnene, hvor der er gevinst hver gang. Til de voksne er der lotteri med sponsorerede gaver.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det er plejehjemmets støtteforening, der har arrangeret julemarkedet.
»Indtægterne går til at give det ekstra, som gør hverdagene lidt sjovere for beboerne. Det kan være fælles busture, musikalske arrangementer og gode fællesoplevelser,« skriver støtteforeningen i pressemeddelelsen.
Julemarkedet finder sted lørdag 23. november klokken 14-16.30.
Julemarked i Huset Tværs
Der bliver både mulighed for at købe brunch, æbleskiver og gløgg, når Huset Tværs inviterer indenfor til julemarked.
Huset Tværs er et sted, hvor 18- til 65-årige, der har psykiske udfordringer, kæmper med misbrug, her økonomiske problemer eller mangler et netværk, kan komme og deltage i forskellige aktiviteter.
Til julemarkedet vil der være boder, der sælger håndlavede ting, og derudover kan du deltage i workshop og høre mere om Huset Tværs. Der vil desuden være livemusik klokken 10-12.
Huset Tværs byder indenfor til julemarked fredag 29. november klokken 10-16.
Jul på slottet
Der er pyntet op med gran og kristtjørn, dekorationer, nisser og svævende engle i de store vinduer, når Fussingø-gruppen holder julemarked på Fussingø Slot. Julelysene blafrer og tænder minder om glade stunder. Det skriver gruppen i en pressemeddelelse.
I de højloftede stuer vil 21 kræmmere tage opstilling. De sælger hjemmelavede advents- og juledekorationer, nisser, småkager, honning, tekstil- og papirarbejde, brugskunst, keramik, drejede og udsavede ting i træ, pileflet, smykker og kunst.
I boderne kan du købe ting til at pynte op med derhjemme, på juletræet, på julebordet, i huset og i haven. Der er mange idéer til adventsgaver og julegaver.
Uden for slottet står mandelvognen og sender duften af brændte mandler over området, og her kan også købes pyntegrønt og juletræer.
Fra køkkenet kan du købe æbleskiver, gløgg og andre varme drikke.
Til børnene vil der være en lille konkurrence. Der er også et klipperum, hvor juletræet skal pyntes, og du kan tage det eget juleklip med hjem.
Til de voksne er der tombola med præmier fra områdets handlende, donationer fra udstillerne og Fussingø-gruppens egne kreationer.
Du kan træde indenfor til julemarked på Fussingø Slot lørdag 23. november og søndag 24. november klokken 10-16 begge dage. Lørdag klokken 12.30 giver kirkekoret fra Øster Bjerregrav og Ålum Sogne koncert. Søndag klokken 11.30 kommer koret Tune It forbi.
Der er entré for voksne.
Julen kommer til Værum
I år har julefejringen i Værum 25-års-jubilæum.
»Startskuddet til denne tradition var, at Jørgen Dam – vores lokale smed – forærede os en hel plantage grantræer, hvis vi selv ville fælde dem,« står der i en pressemeddelelse fra Værum GF, VGFs støtteforening og Værum Menighedsråd.
Værum GF’s klubhus bliver omdannet til en julestue, hvor der sælges æbleskiver, gløgg, vand, øl og grillpølser. Julemanden kommer desuden forbi med godteposer til alle de børn, der giver ham en tegning.
Det vil være muligt for de voksne at smage på Værum Vin.
Til julestuen bliver der også solgt juletræer, hvor overskuddet går til drift af Værums hjertestarter.
Julestuen åbner søndag 1. december klokken 12. Klokken 14 er der gudstjeneste i Værum Kirke, og klokken 14.30 bliver byens juletræ i anlægget tændt.
Julemarked på Kærby Mølle
Hos Jeanne d’Arc Living åbner ejerne dørene til deres private hjem, som er pyntet op til jul. Desuden vil der være boder, hvor du kan købe nogle af de ting, som du finder i virksomhedens magasin – blandt andet kranse og dekorationer af naturmaterier.
Det vil også være muligt at købe flæskestegssandwich, varme drikke og julelækkerier. Der vil desuden være salg af juletræer.
Julemarkedet har åbent lørdag 23. november og søndag 24. november klokken 11-16.
Der er entré til julemarkedet. Billetter skal købes på forhånd via Jeanne d’Arc Livings hjemmeside.
Jul i Helligåndshuset
Kronjyllands Y’s Men Club Randers holder julemarked i Helligåndshuset. Der vil være boder, hvor du kan købe nisser, juleartikler og juledekorationer. Du kan også prøve lykken i tombolaen.
Caféen har åbent, og her kan du købe æbleskiver, gløgg og andet godt. Overskuddet fra julemarkedet går til lokalsamfundet og godgørende formål.
Du kan komme inden for til julemarked i Helligåndshuset fredag 22. november klokken 13-19 og lørdag 23. november klokken 10-14.
Der er fri entré.
Julemarked i Løgstrupgaarden
Kirkens Korshær-butikken, der holder til i Løgstrupgaarden på Vestertorv i Randers, åbner dørene til et julemarked, hvor du blandt andet kan købe kreationer fra butikkens krea-hold.
Det er også muligt at vinde præmier i tombolaen.
Der vil være musik og bål i gården og salg af kaffe, julebag og vafler i caféen. Overskuddet fra salget går til årets julehjælp til udsatte familier.
Julemarkedet finder sted fredag 29. november klokken 15-17.
Der er fri entré.
Julemarked i No. 17
Hyggegruppen Randers har taget initiativ til et julemarked i No. 17 – Huset for bæredygtig handlings lokaler i Slotscentret.
Du vil blandt andet kunne købe bæredygtige julegaver.
Du kan besøge det bæredygtige julemarked 30. november klokken 10-14.
Operaens julemarked
På Kirketorvet i Randers holder caféen Operaen julemarked under de overdækker, som Randers Kommune har fået lavet til pladsen på torvet.
Her vil der blive pyntet op med lyskæder og julepynt, og der vil være julemusik i højttalerne, skriver Operaen.
I boderne kan du finde unikke, håndlavede kreationer fra lokale kunsthåndværkere. Der vil både være lædervarer, strik, julekugler, ting drejet i træ, smykker og meget andet
Du kan også finde lækre delikatesser fra det salte og det søde køkken – både til at tage med hjem men også til at nyde på pladsen. Der vil nemlig være et område med bålfade, hvor du kan sidde og varme dig, mens du nyder lidt lækkert til ganen.
Du finder julemarkedet på Kirketorvet lørdag 14. december klokken 10-14.
Julemarked på Håndværksmuseet
Hvis går du efter håndlavede ting i høj kvalitet, er julemarkedet på Håndværksmuseet lige noget for dig. Her er der både private udstillere og lokale velgørende institutioner, som sælger håndlavede varer, der som gaver med garanti vil vække glæde juleaften.
Det vil også være muligt at købe gløgg og æbleskiver fra boderne
Museet åbner for julemarked lørdag 7. december klokken 10-26.
Der er fri entré.
Vineriets jul
Som noget nyt slår Cold Hand Winery dørene op til en gastronomisk julebutik og café.
I julebutikken kan du købe vineriets frugtvin, gavekurve og et stort udvalg af specialiteter til julebordet fra danske producenter.
I caféen kan du blandt andet købe juletoast, søde sager, kaffe, æblegløgg og most fra vineriets eget køkken.
Julebutikken åbner torsdag 21. november. Åbningstiderne er torsdage til søndage klokken 12-17. Sidste åbningsdag er søndag 22. december.