Stikprøve fra Regionspsykiatrien Randers viser, at 56 procent af forløbene var under lægefaglig standard.
Region Midtjylland har efter whistleblowerhenvendelser om et bestemt sengeafsnit i Regionspsykiatrien Randers besluttet at gennemgå 1541 patientforløb fra stedets Sengeafsnit C.
Det viser sig nu, at 56 procent af de foreløbigt 181 patientforløb, der indtil videre er undersøgt, har været under lægefaglig standard.
48 patienter har på den baggrund fået brev om mulighed for at søge erstatning, og to er indkaldt til revurdering.
»Det er alvorligt, og gennemgangen understreger den bekymring, som vi har haft, siden whistleblowerhenvendelserne i starten af året kritiserede en række konkrete patientforløb, hvor vi hjemsendte og siden opsagde den pågældende læge,« siger Jakob Paludan, der er lægefaglig direktør i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Ud over at den ledende overlæge er blevet fyret, er både oversygeplejersken fra Sengeafsnit C og afdelingsledelsen for Regionspsykiatrien Randers stoppet.
Problemerne på afsnittet drejede sig ikke kun om patientbehandlingen.
Også arbejdsmiljøet var problematisk, hvorfor Arbejdstilsynet har givet flere påbud efter besøg på stedet.
14 ud af 28 ansatte oplyste i forbindelse med et besøg i december sidste år, at de havde oplevet krænkende handlinger fra ledelsen eller fra kolleger.
Tidligere er der også givet strakspåbud efter en sag med en voldelig patient.
Efterfølgende er afsnittet blevet halveret, så det i dag kun rummer syv patienter i stedet for 14, som det var tilfældet tidligere.
Patienterstatningen har allerede modtaget den første ansøgning om erstatning fra en tidligere patient på afdelingen.
/Ritzau/