Drabstiltalt siger, at han ville stjæle våben fra en villa i Randers, da han blev overrasket af husejeren.
En 32-årig mand erkender fredag i Retten i Randers knivdrab på 30-årige Jonas Højberg Moestrup foran dennes bolig i det nordøstlige Randers 7. marts.
Den tiltalte forklarer, at han var på jagt efter penge til at købe stoffer for. Han havde fået et tip om, at der befandt sig våben i villaen på Guldregnvej.
Planen var at bryde ind i huset og stjæle våbnet, som derefter skulle sælges og give den tiltalte penge til at købe kokain for.
Da han nærmede sig villaen, blev han overrasket af den 30-årige villaejer, forklarer han.
Han gik i panik og trak en medbragt kniv, som han stak i brystet på offeret.
Drabet skete, mens Jonas Højberg Moestrups kæreste og parrets etårige barn befandt sig i villaen.
Den tiltalte understreger i retten, at han ikke kendte offeret.
»Overhovedet ikke. Det handlede kun om, at jeg manglede penge, og at jeg skulle have fat på våben, jeg kunne sælge,« siger den tiltalte.
Korte sætninger
Han har tatoveringer i ansigtet, kortklippet mørkt hår og er iført en blå hættetrøje.
Manden svarer i korte sætninger og med lav stemmeføring i retssal G, der er proppet med tilhørere.
Der er både pårørende til den tiltalte og til den dræbte mand.
Den tiltalte vil ikke svare på, hvem der gav ham tippet om, at der befandt sig våben i villaen.
Det er ikke kommet frem i retten, om der rent faktisk var våben i huset og i givet fald hvorfor.
Mens den 32-årige erkender drab, nægter han at have haft en plan om at stikke ild på huset.
Han har erkendt at have sprøjtet medbragt lampeolie på plankeværket, men det var for at fjerne sit eget DNA, har han forklaret.
Anholdt på tankstation
Manden blev anholdt kort tid efter drabet på en nærliggende tankstation.
Politiet fandt 1.500 projektiler på mandens værelse på et forsorgshjem i Tranbjerg.
Det forhold har den tiltalte også erkendt.
Specialanklager Jesper Rubow vil have manden idømt forvaring – indespærring på ubestemt tid.
Forsvarsadvokat Glenn Hein mener derimod, at en passende straf vil være en tidsbestemt fængselsstraf.
Retten ventes at afgøre sagen senere fredag.
/Ritzau/